Udgivet d. 04-01-2023
Udover planterådgivning er en anden af hans absolutte spidskompetencer biogas.
Hvis man går op i sport, kan man her tale om en transfer fra øverste hylde. For ØkologiRådgivning Danmark har fået selveste Thomas Vang Jørgensen i truppen som planterådgiver. Han kommer fra en stilling som økologichef i AgriNord.
- Jeg glæder mig til at komme i gang. Det her er en stilling, jeg selv har fisket efter, fordi jeg hos ØkologiRådgivning Danmark bliver en del af et stort set-up med fokus udelukkende på økologi, og jeg er blevet taget utroligt godt imod. Her bliver et af mine fokusområder kunder med salgsafgrøder, siger han.
Udover planterådgivning er en anden af hans absolutte spidskompetencer biogas. Hos AgriNord har han siden 2019 været dybt engageret i at få etableret et biogasanlæg ved Hobro, og det arbejde kan han fortsætte med hos ØkologiRådgivning Danmark.
- Det er jeg utroligt glad for, at jeg kan. Biogas er en af hjørnestenene, når vi taler om at drive dansk landbrug i almindelighed og økologisk landbrug i særdeleshed fremad mod at blive endnu mere bæredygtigt, siger han.
Thomas Vang Jørgensen blev uddannet agronom i 1992, og siden da har han arbejdet med økologi i forskellige sammenhænge hos AgriNord, LMO, SEGES, Østjysk Familielandbrug og Djurslands Landboforening.
Han har drevet økologisk planteavl med frø og salgsafgrøder i en årrække. Bl.a. husker han tydeligt starten med hestebønner i Danmark. I starten gik det langsomt med at få dyrkningen udbredt.
- Rygtet var, at hestebønner aldrig nåede at modne og ofte kun var føde for bladlus. Derfor kiggede vi mod Nordtyskland, hvor vi så, at de fik glimrende udbytter med andre sorter. Og siden er det kun gået i fremad med udbredelsen, siger han.
Privat er Thomas Vang Jørgensen bosiddende nord for Hammel, hvor han nu driver et mindre hobbylandbrug. Han får kontor i Agro Food Park i Aarhus og kan kontaktes på telefon 40 30 36 27 eller mailadressen tvj@oerd.dk.
Biogas er en af hjørnestenene, når vi taler om at drive dansk landbrug i almindelighed og økologisk landbrug i særdeleshed fremad mod at blive endnu mere bæredygtigt." - Thomas Vang Jørgensen
Tilmelding til nyhedsbrev