Udgivet d. 17-04-2023
Kom til grøftekantsmøde, og bliv klogere på vinterhestebønner og hybridrug.
Hvis du har vinterhestebønner eller hybridrug, kan det være, du skal slå et smut forbi Årre, en smule nordøst for Esbjerg. Der afholder SAGR0 grøftekantsmøde – det tager en time, og det er gratis at deltage.
- Vi starter med at tale om vinterhestebønner. Hvis man kommer, får man en masse faglige guldkorn om, hvad man skal være opmærksom på ift. etablering, herunder såtid, jordtemperatur og plantetal, siger Finn Poulsen, der er planterådgiver i SAGRO.
Udover ovenstående kan man også blive klogere på ukrudtsbekæmpelse, høsttidspunkt, vanding og efterbehandling af afgrøden samt udbyttepotentialet.
I forhold til økonomi har GROBUND tidligere skrevet om, at økonomien i hestebønner 2022 overgik vårbyg. Og Lars Schelde, hvis gård ligger ved Kibæk, lidt syd for Herning, havde et særdeles glimrende år. På JB 1-4-jorder gav hans hestebønner et dækningsbidrag, der omtrent var 1.500 kr. bedre end vårbyg pr. ha. Og dette er vel at mærke, selv om det krævede hele syv vandinger.
Om hybridrug
Den sidste halve time er reserveret til at blive klogere på hybridrug.
- Heller ikke i den sidste halve time vil der være så meget sniksnak. Det bliver en faglig overlevering, så alle er klædt godt på til at træffe de rigtige beslutninger resten af vækstsæsonen, siger Finn Poulsen.
Derfor vil man bl.a. kunne høre om gødning, vækstregulering, vanding og svampebekæmpelse.
Hele arrangementet tager en time, og efterfølgende er der kaffe i marken - og så er det som sagt gratis at komme og hente lidt faglige guldkorn til vidensbanken.
For mere detaljeret program, kan du læse mere her.
Tilmelding til nyhedsbrev