Udgivet d. 20-06-2024
Skolebørn får jord under neglene og lugten af stald i næseborene, når de er med Gårdguiden på besøg hos lokale landmænd og får et indblik i dagligdagen på en gård i dagens Danmark.
Hvordan får man flere unge til at søge mod en karriere i landbruget? Ganske enkelt ved at slå dørene op til gårdene og invitere de unge indenfor.
Det er i hvert fald filosofien i Herning-Ikast Landboforening.
For et års tid siden søsatte foreningen sammen med Agroskolen projektet ”Gårdguiden”, hvor skoleelever bliver inviteret indenfor hos lokale landmænd, samtidig med at de i klassen får et oplæg og en introduktion af gårdguiden.
Og hun hedder Sanne Fay Løfberg.
Det er hendes opgave at arrangere og facilitere skolebesøgene, så den enkelte landmand har mindst muligt besvær ved at slå dørene op for eleverne.
Denne dag er hun afsted med 17 elever fra syvende klasse på Lundgårdskolen i Herning, og målet for turen er Jørgen Pedersens gård med 375 økologiske malkekøer lidt uden for Vildbjerg
Dragter og plastikfutter
Hvide sneakers gør sig ikke alt for godt i en stald, så de unge ifører sig, under stor fnisen og pegen fingre, hvide overtræksdragter og plastikfutter til skoene.
Før den guidede tur for alvor begynder, får eleverne lige spillereglerne på gården ridset op, og de får stillet Jørgen Pedersen nogle af de spørgsmål, de har forberedt.
- Hvor længe har du været landmand? Hvorfor valgte du det erhverv? Har du altid vidst, at du ville være landmand? Hvad tjener man som landmand? Er nogle af de ting, de unge gerne ville vide mere om.
- Tjah, nogle år er gode, og så er der andre år, hvor man lige så godt kunne være blevet i sengen, svarer Jørgen Pedersen knastørt.
Tålmodighed belønnes
Så overlader han de unge og deres lærer Nina Hildebrand til gårdguiden Sanne Fay Løfberg, og hun tager dem med gennem staldene, hvor der er kalve i alle aldre. Hun viser, hvordan man ved at sætte sig roligt på hug kan gøre kalvene trygge, så de kommer hen og sutter på en finger, og man kan klappe dem. Det lykkes flere af eleverne at finde tålmodighed til den øvelse.
Hun forklarer, hvordan kalvene rykker fra den ene sektion til den anden i staldene, jo større de bliver, og et højdepunkt for eleverne er, da de kommer til en stald, hvor to helt nyfødte kalve ligger i høet, mens deres mødre slikker dem rene.
I malkestalden er eleverne imponerede over malkerobotten, og som afslutning får de et nærmere kig på Jørgen Pedersens store maskinpark.
- Jeg synes, det er et rigtig godt koncept, og det er faktisk eleverne selv, der har ønsket at komme på gårdbesøg. Vi har forberedt os i klassen, og det viser sig jo, at mange af eleverne selv har erfaringer med landbruget og enten har familie eller bekendte i erhvervet, fortæller elevernes lærer, Nina Hildebrand.
- Om det i sidste ende får flere unge til at vælge landbruget, må tiden jo vise. Men vi giver dem i hvert fald en fornemmelse af, hvad der foregår ude på en gård, hvordan dyrene har det, og hvor bøfferne og mælken kommer fra, inden de ender i supermarkedets køledisk. Og ikke mindst får de et indblik i arbejdsgangene på en gård blandt dyrene, en verden, de ved at opleve det på tætteste hold, måske kan se sig selv i, siger Sanne Fay Løfberg.
Om det i sidste ende får flere unge til at vælge landbruget, må tiden jo vise. Men vi giver dem i hvert fald en fornemmelse af, hvad der foregår ude på en gård, hvordan dyrene har det, og hvor bøfferne og mælken kommer fra. Sanne Fay Løfberg
Tilmelding til nyhedsbrev