Fusionsplaner - to landboforeninger bliver til én

Udgivet d. 25-02-2018

Medlemmerne i Holstebro Struer Landboforening og i Herning-Ikast Landboforening afgør sagen på generalforsamlinger i marts.

Bestyrelserne for de to midt- og vestjyske landboforeninger vil på de kommende generalforsamlinger i marts fremsætte forslag om fusion af de to foreninger.

De to foreninger er begge medejere af rådgivningsselskabet SAGRO og har på mange andre områder et tæt samarbejde om løsning af landboretsopgaver og mange fællesarrangementer.

Som nogle af de væsentligste grunde for en fusion, fremfører de to bestyrelser, at interessevaretagelsen over for kommuner og løsning af administrative opgaver vil styrkes ved en større forening.

- Vi har lige afsluttet arbejdet i vandråd, hvor der ikke er taget hensyn til forenings- og kommunegrænser. Arbejdet er påbegyndt i Naturråd – her bliver det heller ikke foreningsgrænser der er afgørende, da dette arbejde omfatter mange kommuner. Arbejdet med at sikre vandløb bliver vedligeholdt, ja her er det også interessevaretagelse på tværs af foreninger, siger de to formænd, Karsten Willumsen og Kristian Gade, i en fælles pressemeddelse.

Nu og i fremtiden vil flere af opgaverne, som foreningerne varetager, ikke være afgrænset til de foreningsgrænser vi har kendt i mange år, vurderer de. 

- Styrken og nærheden ved at have mindre foreninger vil vi fortsat have, ved at der fra bestyrelsen udpeges kommuneansvarlige og ansvarlige inden for andre specialområder. Større fællesarrangementer har vi gennem flere år tradition for at lave sammen eller at invitere hinandens medlemmer. Disse større arrangementer vil vi naturligvis fortsætte med. Mindre arrangementer vil fortsat blive afholdt tæt på medlemmerne b.la. i form af "kaffebordsmøder" hvor det er medlemmerne fra et lille område, der indbydes til drøftelse af aktuelt emne – senest blev der afholdt kaffebordsmøde i Haderup, hvor arbejdet i L&F var til debat.

- Kravene fra vores medlemmer er, at vi er skarpe omkring erhvervets interessevaretagelse. Her vil en større forening langt lettere kunne løse disse opgaver. Vi glæder os til de kommende generalforsamlinger, så vi kan få mulighed for at fremlægge de drøftelser, der ligger bag vores forslag, udtaler Kristian Gade og Karsten Willumsen.

Holstebro Struer Landboforening afholder generalforsamling den 14. marts og Herning-Ikast Landboforening afholder generalforsamling den 19. marts

Fakta

Ved den seneste medlemsopgørelse i august 2017 havde Herning-Ikast Landboforening 779 aktive medlemmer, mens HolstebroStruer Landboforening havde 405 aktive medlemmer.

   
   

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere