Efterlysning: Hvem vil udleje naturarealer til afgræsning?

Udgivet d. 03-01-2020

SAGROs naturteam oplever en stadig større interesse fra dyreholdere, der søger efter arealer til naturpleje. Store samlede arealer kan nemlig være svære at finde.

Mange private – for eksempel menighedsråd – råder over større eller mindre naturarealer, som ville vinde naturmæssigt, hvis de blev afgræsset.

Som lodsejer kan det være attraktivt at udleje §3-arealer med en vis naturværdi. Der kan nemlig søges afgræsningsstøtte på disse arealer, hvilket er med til at gøre naturpleje til en rentabel forretning, hvis dyreholderen får dette tilskud, fortæller Bruno Due, der er rådgiver i SAGROs naturteam.

Fordelen for ejeren af arealet er, at han slipper for at skulle slå sine arealer af sidst på sommeren, hvor der nogle år er risiko for, at meget nedbør gør opgaven mere eller mindre håbløs. Er arealet lejet ud til en dyreholder, sparer lodsejeren en omkostning til afpudsningen, og han behøver ikke være nervøs for, at han får fradrag i arealtilskuddet, hvis han ikke kan få arealet slået.

Afgræsning er godt for naturen

Ikke nok med at lodsejer får det nemmere, afgræsningen hjælper også naturen til en højere biodiversitet, forklarer Bruno Due. Afpudsning af arealerne giver en meget ensformig artssammensætning på arealerne, hvorimod afgræsning skaber en mosaiknatur, der også omfatter buske og træer, der giver mad, skjul og redesteder til fugle og andre dyr.

Flere kommuner har fokus på, at afgræsning hjælper naturen godt på vej. Derfor er nu muligt, i visse kommuner, at søge tilskud til indhegning, og det er jo en håndsrækning til naturplejeprojekterne.

Samle større arealer fra flere lodsejere

For at kunne lave en effektiv afgræsning, uden at spilde for mange timer på at flytte dyrene, er det vigtigt for dyreholder at finde større sammenhængende arealer eller at finde mange lodsejere med arealer lige op ad hinanden. Det kan være en udfordring, fordi der både er en del administrativt arbejde med aftalerne, og fordi der også på nogle arealer skal tages hensyn til en jagtinteresse.

SAGROs naturteam vil derfor gerne i kontakt med lodsejere med små såvel som store arealer, der gerne vil leje naturarealer ud til afgræsning. Naturteamet vil derefter være behjælpelig med at skabe kontakt mellem lodsejere og dyreholdere.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Bruno Lyskjær Due Bruno Lyskjær Due Virksomhedsrådgiver, Kvæg 76 60 21 53 51 30 97 28


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere