Udgivet d. 14-04-2022
Gode drivveje og styret afgræsning med nyt græs hver dag får malkekøer hos Jens og Andreas Krogh til at æde op til 12 FE græs hver dag
Foderpriserne stiger. Og det går for tiden kun én vej: Op!
Det er bare én grund til at få meget græs i malkekøerne. Jens og Andreas Krogh, Kroghsminde, har mange andre grunde, og de har øvet sig på afgræsning i mange år.
- Om sommeren er vi nok oppe på, at hver ko henter omkring 12 FE fra græsmarken hver dag, vurderer Jens Krogh. Det er lidt over halvdelen af malkekoens behov.
- Det er billigt foder, understreger Jens Krogh, der ikke er kommet sovende til det store optag af græs.
Hemmeligheden er en kombination af foldskifte hver dag og gode drivveje.
- Køerne skal orke at gå ud på marken, og der skal være noget for dem at komme efter, understreger Jens og Andreas Krogh.
Flytbare hegn
Jens og Andreas Krogh har en meget stor del af jorden samlet lige omkring gården. Det er med til at gøre afgræsningen lettere.
For at sikre, at græsset ædes, når det er bedst, skiftes der folde hver dag. Det samlede område er indhegnet med trådhegn. Inden for trådhegnet er det delt op i mindre folde med flytbare hegn, der hurtigt kan flyttes eller fjernes.
Fjernet bliver hegnene, når der tages slæt. Og det gør der flere gange i hver sæson for at sikre, at græsset er frisk så længe som muligt.
En hel del af det høstede græs er ikke velegnet som foder. Det kommer i biogasanlægget, hvor det leverer strøm til elnettet og gødning til marken.
Køerne skal orke at gå ud på marken, og der skal være noget for dem at komme efter.
Drivveje skåner klovene
På Kroghsminde er der to slags drivveje: Dem, der er lavet for en hel del år siden, og som består af græsarmering med sand i hullerne.
- De er meget holdbare. Vi har faktisk aldrig haft problemer med dem, fortæller Andreas Krogh.
Den anden type drivveje er gummimåtter. De blev lagt ud sidste år.
- Fordelen ved dem er, at de er hurtige at lægge ud, understreger Jens Krogh.
Hidtil har erfaringerne med gummimåtter på Kroghsminde været gode. Ingen køer er skredet ud.
- Når de bruges hver dag i sæsonen, bliver de jo dækket af et tyndt lag sand, som modvirker, at måtterne bliver glatte. Jeg tror det er det, der sikrer, at vi ikke har noget problem, tilføjer han.
Jens Krogh erkender dog, at det måske gik lidt stærkt med at få måtterne lagt ned:
- Underlaget var ikke helt i orden, så selve vejen er noget ujævn. Men sådan er det jo med det meste: Grundlaget skal være i orden, for at man får at godt resultat, smiler han.
Tilmelding til nyhedsbrev