Udgivet d. 22-06-2018
Fødevare- og miljøministeren begejstret for faunastriberne, som landmænd anlægger i det midt- og vestjyske.
- Det er dejligt at se, hvor langt man kan nå ad frivillighedens vej, sagde fødevare- og landbrugsminister Jakob Ellemann-Jensen, da han torsdag besøgte et projekt med faunapletter i landbrugsland i Billund Kommune.
Her fremviste natur- og vildtrådgiver Rasmus Filsø Løbner og formand for Jysk Landbrug, Bjarne Larsen et eksempel på, de faunapletter som landmænd for egne penge har etablere i samspil med en række landboforeninger, kommuner og rådgivningsvirksomheden SAGRO.
Projektet stammer oprindeligt fra Herning-Ikast Landboforening og er siden kommet til seks omliggende kommuner. I de 7 kommuner er der samlet sået en 110 km lang stribe af tre meters bredde. Svarende til en stribe på tværs af Jylland.
Oaser for insekter og dyr
Faunastriberne fungerer som små biotoper i landskaberne og er hjemsted for en lang række insekter, dyr og fugle.
Projektet er et samarbejde mellem landbrug og en lang række grønne organisationer. Netop det bredde samarbejde glædede ministeren.
- Der er aldrig nogen, der er blevet dummere af at snakke med nogen, man er uenig med, sagde ministeren.
Formand for Jysk Landbrug Bjarne Larsen gav over for ministeren udtryk for det vigtige i, at faunapletterne er en frivillig ordning, som samtidig ikke binder landmændene. Med andre ordninger eller projekter, hvor der skabes mere natur risikerer landmændene, at arealerne får status af fredet natur, hvorved landmanden kan risikerer at miste produktionsmuligheder.
Med faunapletterne inddrager landmændene typisk arealer, der ikke giver den store dyrkningsmæssige værdi, fordi der kan være tale om spidser eller smalle arealer, der ikke er rationelle at dyrke.
Bjarne Larsen påpeger, at landbruget gerne på denne måde vil være med til at sikre en mangfoldig natur.
- Vi vil jo ikke ødelægge naturen. Vi sætter stor pris på den, sagde han.
Jakob Ellemann-Jensen lytter på formand for Jysk Landbrug, Bjarne Larsen, og SAGROs natur- og vildtrådgiver Rasmus Filsø Løbner, da han i går så på faunapletter i det midtjyske. Han roste det frivillige initiativ, og især at det foregik i samarbejde mellem organisationer, der som oftest er temmelig uenige. Foto: SAGRO
Tilmelding til nyhedsbrev