Bliver man mere moden af at være landmand?

Det startede egentlig lidt en som joke fra Simon Damgaards morbror: Kan der egentlig stå en kostald i de eksisterende bygninger? 

- Men det lå jo i kortene, at vi dybest set vidste, at det var den vej, der i vores øjne var den rigtige vej at gå for mig, siger Simon Damgaard. 

Han har altid villet være selvstændig landmand; spørgsmålet var bare, hvilken gård der ville passe til ham: Både landbrugsfagligt, geografisk og økonomisk. Efter at have sonderet markedet længe var han ikke i tvivl om, at den gård, han har nu – det var den, det skulle være. Det havde været morbroderens ejendom, men der var lige den hage ved den, at det var en griseejendom. Og Simon er ”kvægmand”, som han selv udtrykker det.

Men omvendt ville det give Simon mulighed for at føre familiengården videre med ham selv som fjerde generation. Så skulle der ”bare” lige bygges nye stalde, købes en besætning, findes ansatte og opbakning fra en bank. 

Hele den proces forløb nok, når man skal være fair, relativt smertefrit. Mens nogle må vente flere år, var Simon Damgaard med egne ord ”heldig” med, at det gik, som det gik. For en udenforstående er det mere de passende ord måske mere ”heldig og ikke mindst dygtig”. 

Vi taler sammen ved bordet over en kop kaffe. Ældste barn på tre er i børnehave, mens hustruen Hanne passer yngste, der kravler rundt på gulvet, og Simon ser op. 

- Kunsten er at kunne give ansvaret videre. Det havde jeg i starten lidt svært ved ud fra devisen om, at selvgjort er velgjort, som man jo siger. Men jeg vil også se mine børn og være sammen med min kone. Så det har jeg lært af nødvendighed, og det bliver heldigvis nemmere dag for dag. Her må jeg så også sige, at jeg er heldig med, at alle mine ansatte er virkelig fagligt dygtige og gode til at tage ansvar, siger han.  

Simon er 27 år, så jeg tænker, om man bare bliver mere moden af at være landmand? I hvert fald skader det nok ikke at være i spidsen for et millionforetagende, som en gård med jord, dyr og maskiner er; og så tilmed have ansvaret for tre fuldtidsansatte. Hvad denne journalist lavede, da han var 27 år, er i hvert ikke noget at skrive hjem om – og slet ikke i et blad. 

Da køerne kom, var det en festdag

Men hvordan var det så at få beskeden om, at banken sagde ”go” til handlen? Ærligt talt kan han næppe huske, hvor han befandt sig. Han husker en følelse af lettelse, men det er tydeligt, at det ikke var dén begivenhed, han har bidt mest mærke i.

- Men da køerne kom ind i den nye stald, var det noget helt særligt, siger han og finder hurtigt et fotoalbum frem, som er dedikeret til nybyggeri og den dag, staldene blev taget i brug. 

Han købte besætningen af en gård relativt tæt på, hvor han også lejede bygningerne og lånte mandskab, indtil hans egen stald stod klar. Det gjorde den 29. maj 2021. 

Det er her, at ”heldig”, som han selv siger det, passer godt ind, for hans timing kunne ikke have været bedre. Da han skrev under på aftalen om at bygge nyt, var det før byggepriserne stak af. Og da egne stalde kom i brug, begyndte mælkeprisen sin himmelflugt.

- Der er ingen tvivl om, at han har været heldig med timingen. Men derudover er han også dygtig. De er gået over til at malke tre gange om dagen, og målsætningen er at malke til 13.000 kg EKM pr. ko. Der er de næsten allerede, siger kvægrådgiver hos SAGRO Jesper Gejl. 

For at nå dertil er en del af strategien selvfølgelig at malke tre gange, og det er ikke længe siden, at man begyndte på det. Kunsten er selvfølgelig at få fodring og ikke mindst vagtplaner til at gå op. Men alle tingene håndterer Simon Damgaard ”fremragende”. 

- For at nå en sådan målsætning er et godt sted at starte, at du ikke gør tingene sværere, end de er. Det kan vi bl.a. se ved hans valg af inventar og udstyr. Eller når vi taler foderplan, gider han kun regne i hele eller halve sække, da det sparer tid. Så får vi det til at passe. Det er måske ikke alverden, han sparer i tid på én dag, men mange bække små giver en mere fleksibel hverdag, siger Jesper Gejl.

Gadgets finder du ikke her

Staldinventaret er simpelt og ”kram”. Der malkes i en 2x16 side-
by-side malkestald, og det er et valg, som Simon Damgaard er meget bevidst om.

- For mange er robotter sikkert en rigtig god ting, men for mig vil det ikke fungere. Jeg kan godt lide, at jeg har fri, når jeg går ud af stalden. Jeg er ikke bygget til at skulle tage mig af robotalarmer på skæve tidspunkter, siger han. 

Derfor finder man heller ikke foderskubbere og alt muligt andet hos ham.

- Jo flere ting, dit udstyr kan, jo flere fejlmuligheder er der også. Jeg forstår godt, at nogle vælger at gå den vej, men vi er jo alle forskellige, siger han. 

Køerne ligger i øvrigt i sand, og i malkestalden bruges der pattedyp. Kvierne har madrasser, og på denne bedrift har alt det resulteret i god yversundhed. 

Inventaret er fremtidssikret

Fordi alt er nyt, betyder det, at alt i stalden holder komål efter 2034-reglerne. Bedriften tæller 230 årskøer.

- Der er mulighed for at øge antallet af køer. Men til at starte med skal vi ikke vokse mere, selv om vi har mulighed for det, siger han.

Selv efter 2034-reglerne har han mulighed for at øge antallet af årskøer til 400. 

- Det vil også kræve flere ansatte, og under alle omstændigheder vil jeg skulle bruge mere tid på at arbejde, end jeg allerede gør. Men mine børn er kun små i en kort periode, og det vil jeg jo deltage i. Det gode liv på landet er mere end 1.000 køer og mange maskiner. For mig er det familie, der kommer først, siger han. 

- Der er mulighed for at øge antallet af køer. Men til at starte med skal vi ikke vokse mere, selv om vi har mulighed for det

Simon Damgaard