Bankerne investerer igen i landbruget – er det tid til et skifte?

Udgivet d. 28-06-2024

 

 

Det er fornuftigt at undersøge, om de finansieringsvilkår, vi har, er konkurrencedygtige og svarende til den kreditværdighed, som vores økonomi og kapitalforhold retfærdiggør. Derfor er det vigtigt at udfordre dit pengeinstitut på kreditvilkårene med jævne mellemrum eller kontakte nye pengeinstitutter.

Faktorer med stor indflydelse på kreditværdigheden er f.eks., at solvensen bør være minimum 20 % efter indregning af udskudt skat. Der bør også være pænt overskud i resultat efter finansiering og balance i likviditet. Endelig skal virksomheden kunne fremvise en god og bæredygtig strategi for fremtiden.

Det første forhandlingsmøde med det nye pengeinstitut er en vigtig mulighed for at etablere et solidt grundlag for det fremtidige samarbejde og sikre, at der bliver taget hånd om dine finansielle behov. Og også her er forberedelse alfa og omega.

Lav en liste med spørgsmål og diskussionspunkter, der dækker dine behov og forventninger. Vær klar til at præsentere din virksomheds nuværende finansielle situation, målsætninger og eventuelle udfordringer. Brug mødet til at få en detaljeret gennemgang af de produkter og tjenester, som pengeinstituttet tilbyder, og husk også at diskutere skræddersyede løsninger ved at fremhæve dine unikke behov.

Sidst men ikke mindst skal du vurdere den menneskelige faktor under mødet. Er kemien og kommunikationen god, og er der forståelse for netop din situation og dine behov? Har du den rigtige fornemmelse i maven, så få aftalt næste skridt i processen og lav en tidsplan.

At skifte pengeinstitut kan være en kompleks proces, men med grundig forberedelse og research kan det være en gavnlig og strategisk beslutning for din virksomheds fremtidige vækst og finansielle muligheder.

HJEMMEARBEJDE

Før du kaster dig ud i et bankskifte, er det vigtigt at gøre hjemmearbejdet og forberede dig.

  • Analysér dine behov og identificer præcist, hvad din virksomhed har brug for. Det kan blandt andet være lån, kreditfaciliteter, betalingsbehandling og investeringsmuligheder.
  • Gennemgå de kontrakter eller forpligtelser, du har med dit nuværende institut, og vurder de økonomiske konsekvenser, der kan følge med et skifte. Kan et skifte medføre, at du også skal skifte til et nyt realkreditinstitut?
  • Forbered dokumentation som f.eks. virksomhedsoplysninger og regnskaber, som det nye institut kan kræve som en del af processen.
  • Og tøv ikke med at søge rådgivning for at sikre, at dit valg af pengeinstitut og skifteproces er optimalt for din virksomhed.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Søren Hansen Søren Hansen Driftsøkonom 96 29 67 56 20 29 71 58


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere