“Vi bor jo faktisk i et smørhul”

Udgivet d. 17-03-2023

Traditionen tro var Holstebro Struer Landboforenings årlige generalforsamling velbesøgt.

Formanden for Holstebro Struer Landboforening, Kristian Gade, indledte sin beretning med at fremhæve hvor fantastisk et land, vi faktisk lever i. Noget man godt kan glemme i en hverdag, hvor der diskuteres CO2 afgift og CAP-reform fra morgen til aften, og ens erhverv beskyldes for alverdens dårligdomme.

- Der er fred, fuld beskæftigelse, alle kan få en uddannelse og vi producerer mange flere fødevarer, end vi kan indtage. Ja faktisk, bor vi i et smørhul af et land, sagde han.

CAP-reformen og en kommende CO2-afgift var selvfølgelig på programmet, men også en indsigt i egne rækker, hvor formanden måtte konstatere, at han og kollegerne ikke har været gode nok til at understrege vigtigheden af, at medlemmerne får set mere effektivt ind i mulighederne for at udtage arealer til lavbundsprojekter, minivådområder ol.

- Tag fat i SAGROs udtagningskonsulent Karen Thomasen. Det er gratis, og det vil få en positiv indvirkning på CO2-udledningen på bedriften. Og vi har travlt, sagde han.

PFAS - hvad gør vi?
Formanden forsikrede forsamlingen om, at man selvfølgelig følger med i problematikken omkring afgræsning på PFAS-holdige arealer.

- Vi ved simpelthen ikke, hvordan det ender. Fødevarestyrelsen går frem efter forsigtighedsprincippet, men naturstyrelsen sætter alligevel arealerne ud til forpagtningsaftaler. Der er for mange ubekendte til at vi bønder vil have vores dyr gående på arealerne, men vi kan bare vente og se, hvordan det ender, sagde han.

Konkret 9-punkts klimaplan
Som noget nyt fremviste foreningen sin nye 9-punkts klimaplan, som den har store forventninger til, og som muligvis kan fange politikernes interesse.

- Det kan være godt at have noget konkret at forholde sig til. Disse ni punkter mener vi, kan bidrage markant til den grønne omstilling, så dem vil vi arbejde målrettet med, sagde formanden.

På planen finder man blandt andet ambitioner om udbredelse af ESGreen Tool, nationale regler for etablering af solcelleparker frem for 98 kommunale regelsæt og selvfølgelig fuld fart på pyrolyse, der muliggør lagring af CO2 i jorden.

God debat
Den efterfølgende debat inden valghandlingen bød på indlæg om alt fra ulven til udfordringer omkring opførelsen af solceller, men også snakken om, hvem klimagevinsten fra planteavl skal tilskrives fyldte.

Aftenens gæstetaler var Peter Kjeldbjerg, der er direktør hos ErhvervsForum Holstebro, der efter eget udsagn arbejder på at gøre byen til Danmarks bedste sted at drive virksomhed.

Han fortalte blandt andet om, hvordan man arbejder aktivt for at skabe partnerskaber på tværs af medlemmerne, og her kunne han godt bruge lidt flere virksomhedsledere fra landbruget. Som afslutning på dette oplæg havde Landboforeningens næstformand Anders Nørgård fem minutter, hvor han på det kraftigste opfordrede de fremmødte til at melde sig ind i ErhvervsForum Holstebro.

- ErhvervsForum Holstebro har været med til opstarten af ptx-planen og hele den grønne omstilling i vores område, og det har været fantastisk at være med på den rejse. Og der kommer virkelig til at ske meget, så hermed en kraftig opfordring til at støtte op, sagde Anders Nørgård.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere