Ved Holstebro er der plads til både landbrug og landets første folkeskov

Udgivet d. 07-09-2021

En gård med 113 hektar beliggende nær Storåen i Idomlund ved Holstebro er under forvandling til Coops første folkeskov. Der er indvielse den 12. september.

Coop har købt gården og de tilhørende arealer i samarbejde med Hedeselskabet, som er godt i gang med at plante 250.000 træer og buske i folkeskoven.

Med planerne om at plante 1000 hektar folkeskove i Danmark i løbet af de næste ti år er det Coops håb, at de kan være med til at skabe en folkebevægelse. Formålet er at skabe ny natur, der kan bidrage til øget biodiversitet, beskytte drikkevandet, skabe rekreative fællesarealer og forbedre klimaet.

- I Holstebro Struer Landboforening glæder vi os over initiativet og ønsker tillykke med indvielsen. Vi bakker op om, at der både skal være plads til at etablere nye rekreative skove og dyrke landbrugsjord, lyder det fra landboforeningens formand Kristian Gade.

Ifølge ham udelukker det ene ikke det andet, snarere tværtimod:

- Flere eksperter mener jo, at skovlandbrug i fremtiden kan være med til at sikre en mere bæredygtig fødevareproduktion både økonomisk og miljømæssigt. Så det kan muligvis have potentiale til at blive en decideret ny driftsgren i vores del af landet, påpeger han.

Der bliver plantet ca. 250.000 træer og buske i folkeskoven. Foto: Martin Strunge

Lokalt skovråd
Til at stå for udvikling af fritidsaktiviteter og rekreative tiltag i Folkeskoven i Idomlund har en række lokale aktører dannet et skovråd. Aktiviteterne skal være med til at styrke fællesskabet i lokalområdet og skabe grønne åndehuller i det smukke område omkring Storåen.

Skovrådet består af medlemmer af Friluftsrådet, Naturfredningsforeningen og andre grønne- og ungeforeninger samt et par lokale medlemmer af Coop.

- Vi glæder os over, at Coops første folkeskov er placeret bynært i Holstebro. Derved håber vi, at så mange som muligt får mulighed for at få glæde af det smukke område og de aktiviteter, som det lokalt nedsatte skovråd igangsætter de kommende år, siger Signe Frese, CSR direktør i Coop og direktør for Coop Folkeskove.

Den officielle åbning af Folkeskoven i Idomlund sker søndag den 12. september i forbindelse med ”Naturens Uge”, som er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser. Her vil skoven også få sit fremtidige navn på baggrund af en konkurrence, hvor alle har kunnet byde ind med forslag.

Du finder folkeskoven i Holstebro på adressen Idomlundvej 12, 7500 Holstebro.

Foto: Martin Strunge

Foto: Martin Strunge

Køb et skovbevis

Alle har mulighed for at give et bidrag til Folkeskoven ved at købe skovbeviser til 50 kr. stykket. Et skovbevis svarer til køb af jord og tilplantning af tre kvadratmeter skov, og alle bidrag går ubeskåret til at købe jord og plante skov.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere