Tidlige majssorter klarede tørken bedst

Udgivet d. 04-10-2018

Majs kan optage store mængder fosfor/gylle viste SAGROs store majsforsøg

SAGRO etablerede i foråret en majsdemo med fokus på fosfor.

- Det ekstreme år med tørke gav dog også mulighed for at vurdere på tørketolerance på sorterne, og umiddelbart er det de tidlige sorter, der har klaret sig bedst, fordi de som udgangspunkt skal bruge mindre vand end de senere sorter, fortæller planterådgiver Kirstine Damgaard Pedersen. De tidlige sorter har haft den bedste bestøvning og den mest holdbare stængel og færrest ekstra kolber. Majsen har nydt godt af varmen, og fik generelt en god start. Tidligt sået majs fik tid at danne rødder og få dem godt i jorden, inden den tørre periode.

Der blev sået d. 28. april med god jordtemperatur, fugtigt og helt jævnt såbed.

I juni havde majsen lukket rækkerne og stod pænt. Majsen stod her allerede meget ujævnt, og vi kunne tydeligt se, hvor rækkerne overlappede.

Det er dog ikke helt entydigt med kvalitet og udbytte på tidlige og sene sorter, da der er nogle sorter, der stikker ud. Derfor er det ikke noget, vi kan vælge sorter ud fra, som flere har ønsket, siger Kirstine Damgaard Pedersen.

Tydelig effekt

- I vores gylleplacering havde vi til gengæld et visuelt resultat. Vi kunne tydeligt se, hvor vi havde placeret den lave mængde gylle i forhold til de to andre mængder, hvilket betyder, at vi er nødt til at placere en vis mængde for at give majsen de rette næringsstoffer. Her var mængderne 23 tons, 30 tons og 33 tons.

23 tons var absolut for lidt, og vi havde ingen problemer med at styre gyllestrengen med de større mængder, siger Kirstine Damgaard Pedersen.

- Når vi arbejder med gylleplacering, er det vigtigt at være meget præcis for ikke at svide frøet af. Den skal ligge 5-7 cm under frøet i en pølse. Kommer den for langt væk, har rødderne svært ved at finde det, og vi får ikke den ønskede effekt. Der skal anvendes nitrifikationshæmmer for eksempel Visura, i gyllen for at opnå den bedste effekt, hvilket ikke var gjort i vores demo, forklarer hun.

Gylleplacering giver ikke den hurtige starteffekt, som startgødningen giver, men en længerevarende effekt, der giver samme resultat ved høst.

- Vi får en bedre udnyttelse af gyllen og vil kunne komme ud over noget af problematikken omkring fosfor, forklarer Kirstine Damgaard Pedersen.

Hele arealet har fået 45 tons biogasgylle nedfældet før pløjning samt 100 kg kali50.

Vi kunne ikke se den store forskel på, om vi havde givet fosfor eller kvælstof som startgødning og i hvilke mængder.  Dog kunne vi godt genfinde parcellen, der ingen startgødning havde fået.

Der har i år ikke været den store effekt af sengødskning, da året har været så tørt, at planterne ikke har kunnet optage gødning.

En vigtig faktor, for hvor godt majsen stod, var plantetal. Der, hvor majsen stod meget tæt eller overlappede, var konkurrencen for stor, og ingen af majsene blev til noget i modsætning til dér, hvor der manglede en række. Her fik majsen rigtig store fine kolber. Det viser, hvor vigtigt det, er at få lukket af i kiler, ingen overlap, og så kan det være en god ide at sætte udsædsmængden ned de steder, der er problemer med vandforsyningen for eksempel på sandbanker.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere