Udgivet d. 20-11-2023
Malene Myllerup, som mange måske kender fra SEGES Innovation, er ny miljørådgiver hos SAGRO.
SAGRO opruster kraftigt på den del af rådgivningen, der handler om klima- og miljøteknologier til kvæg- og grisestalde. Det kan ses på tilgangen af den seneste medarbejder i Miljø. Det er Malene Myllerup, som mange måske kender, da hun i de sidste ca. 10 år har været ansat hos SEGES Innovation med speciale i stalde og miljø- og klimateknologi.
- Jeg har glædet mig til at starte hos SAGRO. Jeg ser virkelig frem til at arbejde endnu mere tæt sammen med landmændene. At komme ud og få min viden i spil ude i staldene, så landmændene kan få fremtidssikret deres bedrifter, er virkelig det, jeg brænder for, siger hun.
Der er også store omvæltninger på vej. På grisesiden tales der meget om løsdrift i farestierne, og på kvægsiden er der 2034-målene. Men begge dele skal sættes ses i en kontekst, hvor man ikke ved, hvordan en kommende CO2-afgift bliver udmøntet i praksis.
Derfor forstår Malene Myllerup godt, hvis mange er lidt i vildrede over, hvordan de skal gribe det hele an. Det kræver også mange års arbejde med området for at vide, hvad fordelene er ved de forskellige muligheder på teknologilisterne.
- Det kan være svært at gennemskue. Når man laver så stor en investering, er det vigtigt, at den er holdbar mange år frem. Der er mange fine teknologier på listerne, men nogle kan reducere emissionerne mere end andre, og nogle er mere fremtidssikrede end andre. Det er bl.a. her, jeg selv synes, jeg har noget særligt at byde ind med, siger Malene Myllerup.
Styrkelse af SAGROs miljø- og klimarådgivning
Ansættelsen af Malene Myllerup er ikke bare ansættelsen af et stort navn inden for miljørådgivningen generelt. Den spiller også perfekt ind i strategien hos SAGRO, hvor denne del af rådgivningen skal udvides. Det sker for at sikre, at landmændene, som SAGRO rådgiver om miljø og klima, får den nyeste viden. Samtidig er der mange ukendte parametre, fordi det politisk oplever ekstra meget bevågenhed.
- Jeg forstår godt, hvis mange landmænd er i vildrede ift. at investere lige nu. Man taler om, at der skal investeres i klima- og miljøteknologier, men samtidig er der CO2-afgiften, som ingen aner, hvordan den vil ramme. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har et stort team af toprådgivere, som ved, hvad der kan hjælpe til at fremtidssikre bedrifterne, og her passer Malene Myllerup perfekt ind, forklarer afdelingsleder i Miljø hos SAGRO, Lisbeth Tønning.
I forlængelse af at arbejde med staldteknologier skal Malene Myllerup også arbejde med miljøgodkendelser. Desuden bliver hun også internt en gevinst, da videndeling og opkvalificering af medarbejdere konstant er en del af arbejdsmetoden og -miljøet.
- Det her felt flytter sig ekstremt hurtigt, hvad angår lovgivning og teknologier, så det skal rådgivningen også gøre. Vi opkvalificerer hinanden konstant. At Malene (Myllerup, red.) vælger at blive en del af vores team, viser også, at SAGRO er en attraktiv arbejdsplads for de allerbedste. Det er også vores ambition, så jeg er både stolt og glad, siger Lisbeth Tønning.
Tilmelding til nyhedsbrev