Regler om efterafgrøder er firkantede og frustrerende

Af Sven Agergaard, formand for Herning-Ikast Landboforening

Efterafgrøder er egentlig geniale, og som landmænd burde vi elske dem! De forbedrer jordstruktur og opbygger kulstof i jorden.

Alligevel hader vi nu efterafgrøder.

Hvordan kan vi andet, når vi oplever at blive trukket rundt i manegen i et kæmpe efterafgrødecirkus?
Vi skal efterleve regler omkring målrettede efterafgrøder, som er forvirrende, firkantede, frustrerende og unfair!

Og det tager da helt overhånd, nu hvor regeringen helt uventet fremrykker kravene om flere efterafgrøder et helt år. Dermed er markplaner og sædskifter mere eller mindre skudt i sænk på mange ejendomme. Er det rimeligt?
Der er i den grad behov for at få noget fleksibilitet og faglig fornuft ind i det her!

Her på de jyske sandjorde vil vi have lov at blande kvælstoffikserende arter ind i efterafgrødeblandingen.

Vi kan starte med datotyranniet. For tredje år i træk har vi kæmpet med etableringsfristen den 20. august. I år trak høsten ud på grund af regn og fugt. Hver dag med godt vejr blev kostbar. Det ville være fair, hvis vi efter høst havde 7 dage til at så efterafgrøder i marken. Vi har allerede i dag mulighed for at udsætte fristen, men så bliver vi straffet med træk i kvælstofkvoten næste år. Det burde være muligt at give os 7 dages fleksibilitet, uden samtidig at slå os oven i hovedet med en kvælstofstraf.

Og sådan er der så meget:
Hvor er det tosset, at man kan være tvunget til at harve et grønt plantedække af ukrudt og spildkorn om for at kunne så efterafgrøder, der ikke bliver til noget.

Hvor er det skørt, at reglerne lægger op til at så efterafgrøderne, selv under omstændigheder, hvor det siger sig selv, at de aldrig vil få reel effekt.

Hvor er det tåbeligt at tro, at der kan vokse efterafgrøder på en mark, hvor hovedafgrøden allerede har samlet al næring op.

Og hvorfor er der egentlig stadig krav om en øget andel af efterafgrøder i oplandet til Ringkøbing Fjord, når miljømålet for fjorden allerede er nået?

Det overordnede mål er vel at begrænse kvælstofudvaskningen, hvor der er brug for det. Så hvorfor ikke se det hele lidt mere i dét perspektiv? Hvis den sunde fornuft fik lov at styre, er det ikke svært at finde muligheder for regelforenkling.

Gerne i kombination med et nyt kontrolsystem. Jeg synes vi skal væk fra et system, hvor en kontrollant vurderer plantedække, og hvor spirede spildkorn bliver kasseret. Lad os i fremtiden supplere med brug af satellitter, som nemt på bedriftsniveau kan se, om der er grønmasse nok. Hvis marken er fint grøn, så må det være i orden miljømæssigt, uanset om det er ukrudt, spildkorn, efterafgrøder eller en god hvedemark.

Vi ville juble, hvis der blev plads til flere højtydende vinterafgrøder, fordi vi ikke var nødt til at spilde kræfter på efterafgrøder med ringe eller slet ingen effekt.

Vi vil gerne yde vores bidrag til miljøet, men det ville bestemt være lettere at elske de målrettede efterafgrøder, hvis der var lidt metodefrihed. Her på de jyske sandjorde vil vi have lov at blande kvælstoffikserende arter ind i efterafgrødeblandingen.

Med for eksempel ærter, vikke og kløver i efterafgrøderne kan vi både hindre udvaskning og bygge kulstof op i jorden. De kvælstoffikserende planter vil gavne de andre arter i efterafgrødemarken, så der totalt set bliver tilbageholdt flere næringsstoffer. Og året efter kan vi spare endda spare handelsgødning.

Det er da win-win.

Vi er frustrerede! Endnu flere efterafgrøder et år før aftalt er ikke et rimeligt krav.