Udgivet d. 18-03-2025
Budgetanalyserne for 2025 afslører betydelige forskelle i dækningsbidraget per ko på tværs af danske mælkeproducenter.
Budgetanalyserne for 2025 afslører betydelige forskelle i dækningsbidraget per ko på tværs af danske mælkeproducenter. Ifølge kvægrådgiver Mads E. Mortensen fra Sagro Kvæg er der store muligheder for optimering, som kan styrke bundlinjen betydeligt.
De nyeste budgetanalyser viser en spredning på op til 3.000-4.000 kroner i dækningsbidrag per ko mellem forskellige bedrifter. På en gennemsnitsbesætning svarer det til en forskel på omkring 750.000 kroner årligt.
- Tallene viser tydeligt, at der stadig er et stort potentiale for forbedringer blandt mange producenter, siger Mads E. Mortensen.
De 10 procent mest effektive bedrifter producerer i gennemsnit 1.300 kilo mælk mere per ko end gennemsnittet, uden væsentligt højere foderomkostninger. Dette understreger, at en bedre foderstrategi kan gøre en markant forskel.
Foderomkostninger er nøglen
En af de vigtigste faktorer for at forbedre økonomien er foderomkostningerne. Ifølge Mads E. Mortensen kan store besparelser opnås ved at justere indkøbsaftaler, fodersammensætning og strategier for at øge fodereffektiviteten.
- Vi ser eksempler på besætninger, der bruger 1.000 kroner mere per ko på tilsætningsstoffer end gennemsnittet – uden at det nødvendigvis giver et økonomisk udbytte, forklarer han.
Derudover spiller korrekt håndtering og opbevaring af foder en stor rolle. Ved at minimere spild og sikre optimal ensilering kan landmændene reducere omkostninger og øge udnyttelsen af grovfoder.
Optimering af dyrlægeomkostninger
Budgetanalyserne viser også, at der er store forskelle i dyrlæge- og medicinudgifter. Ved at analysere forbruget og sammenligne priser kan producenterne opnå betydelige besparelser.
- Nogle bedrifter køber medicin og forbrugsmaterialer direkte fra dyrlægen uden at undersøge alternative leverandører. Der kan ofte være penge at spare ved at indgå bedre aftaler eller arbejde målrettet med forebyggelse, siger Mads E. Mortensen.
Planlægning af den kommende sæson
Foruden de økonomiske analyser er rådgiverne i Sagro i gang med at forberede den kommende vækstsæson. Beslutninger om græsblandinger, majssorter og ensilagehåndtering vil have stor betydning for foderkvaliteten og dermed økonomien.
- Valget af sorter og det rette høsttidspunkt er afgørende for grovfoderets kvalitet. En optimeret ensilering kan øge foderværdien markant, forklarer Mads E. Mortensen.
For en gennemsnitsbesætning med 240 køer kan en forbedring af fordøjeligheden fra 75,6 til 79,6 betyde en reduktion i rationsprisen på 1,5 kroner per ko. Det kan resultere i en forbedring af dækningsbidraget med op til 547 kroner per ko.
Tilmelding til nyhedsbrev