Nye regler for etableringsstøtte til unge landmænd

Udgivet d. 14-02-2023

Der er åbent for ansøgninger frem til 24. april 2023, og SAGROs team af rådgivere står klar.

Er du ung landmand og nyetableret, kan du nu søge etableringsstøtte under nye regler, som trådte i kraft 1. februar. 

Derfor står SAGRO nu klar med et team af eksperter til at hjælpe og rådgive dem, det kunne være relevant for. En af dem er rådgiver i Økonomi & Strategi Carsten Nim Pedersen. 

- Overordnet set skal man opfylde nogle krav til ejerforhold og derudover overholde to dato-krav. Hvis man er berettiget til støtte, afhænger beløbet bl.a. af det årlige arbejdskraftbehov ens landbrug, siger han. 

Den ene dato er ens fødselsdag. Når man indsender sin ansøgning, må man nemlig ikke være fyldt 41 år. 

Den anden dato er tidspunktet for etablering. Hvis man etablerede sig for mere end fire år siden - målt fra det tidspunkt, man indsender sin ansøgning - kan man heller ikke komme i betragtning. 

Et tredje punkt er, at man skal have en relevant uddannelse svarende til minimum den fireårige landmandsuddannelse. Har man en uddannelse med et højere eller tilsvarende relevant fagligt niveau, er man selvfølgelig også støtteberettiget.

Og den sidste detalje er, om man er heltids- eller deltidsbeskæftiget i sit landbrug. Arbejder man over 1.665 timer om året, kan man komme i betragtning til fuld støtte. Arbejder man mindre men over 830 timer om året, er det kun relevant med halv støtte under forudsætning af, at man opfylder de andre krav.

 

Hvem kan søge?

Man kan også komme i betragtning til etableringsstøtte, selv om man har fået tilskud under den gamle ordning, som knyttede sig til antallet af hektar.

- Hvis man får tilsagn om etableringsstøtte igen, vil man blot trække det tidligere udbetalte støttebeløb fra det, som man under den nye ordning bliver godkendt til, siger Carsten Nim Pedersen.

Det er ikke et krav, at man skal eje en masse jord for at få støtte. De ny regler forsøger at indrette sig på, at ejerforholdene i landbruget har ændret sig.

- Det kan også være, at man kun ejer dyrene og lejer jord og bygninger. Her vil man også være berettiget til støtte, hvis man i stedet har lavet en større investering i sin maskinpark, siger han.

Desuden er der visse krav til ejerformen, man har valgt at etablere sig under.

- Alt dette hjælper vi gerne med. Vi har rådgivere siddende i Esbjerg, Billund, Herning og Holstebro, som er inde i alle detaljerne, siger Carsten Nim Pedersen.

Det er muligt at søge om etableringsstøtte frem til 24. april i år. Næste ansøgningsrunde åbner igen 1. februar 2024. 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Carsten Nim Pedersen Carsten Nim Pedersen Driftsøkonom 76 60 23 70 20 20 27 86

Fakta om etableringsstøtte til unge

Støtte kan gives til unge landmænd, der på ansøgningstidspunktet

  • er under 41 år.
  • blev etableret for under fire år siden. 
  • har en relevant uddannelse svarende til minimum den fireårige landmandsuddannelse.
  • ejer mindst 25 % af virksomheden.
  • har beslutningsret på mindst 50 % i virksomheden.

Det er ikke et problem, at man tidligere har modtaget støtte. Det beløb, man har modtaget under den gamle ordning, vil blot blive trukket fra det nye beløb, man er berettiget til.

 

Man skelner mellem, om man er fuldtidsbeskæftiget eller ej. Arbejder man 1.665 timer eller mere årligt, kan man komme i betragtning til fuld støtte. Man kan få halv støtte, hvis arbejdskraftbehovet ligger mellem 830 og 1.665 timer pr. år.

 

Fuld støtte er 100.000 euro eller ca. 745.000 kr. 

 

Det er ikke længere et krav, at man selv ejer sin jord. F.eks. kan sharemilkere og planteavlere på lejet jord også komme i betragtning. 

 

Hvis du er i tvivl, anbefales det, at du spørger din rådgiver til råds.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere