Nu vender Danmarks største kartoffel-event tilbage

Udgivet d. 20-08-2021

På Kartoffeldagen 2021 kan du igen mødes med kolleger og kartoffelrådgivere og få sidste nyt fra forsøgsmarken og repræsentanter fra sorts- og maskinfirmaerne.

Endelig kan vi mødes igen! Som det var tilfældet med så mange andre arrangementer, spændte corona sidste år ben for Kartoffeldagen - det årligt tilbagevendende arrangement, hvor SAGRO og samarbejdspartnerne bag Ytteborg og KMC, inviterer alle stolte kartoffelnørder med en tur i forsøgsmarken.

Der er derfor lagt op til et ekstra glædeligt gensyn, når Kartoffeldagen 2021 løber af stablen tirsdag den 31. august på forsøgsmarken ved Holtumvej, syd for Herning. Arrangementet er gratis for alle og kræver ikke forhåndstilmelding.

Bese maskiner og hør om bejdsning og gødskning
Inddelt i mindre grupper vil deltagerne blive guidet rundt til de enkelte poster i forsøgsmarken. Her vil firmarepræsentanter og kartoffelrådgivere stå klar til at gå i dybden med årets emner og svare på spørgsmål.

Deltagerne vil i år kunne høre om kartoffelsorter, resistens, mekanisk vækststandsning, ukrudtsbekæmpelse, skimmel/bladplet-forsøg, bejdsningsteknikker, gødskning og de meget omtalte fritlevende nematoder. Fordi Kartoffeldagen i år foregår sidst i august, vil forskellene mellem parcellerne fremstå tydeligere og dermed gøre det lettere at se, hvilke skimmel- og gødningsforsøg, der virker godt.

- Vi synes, vi har fået sammensat et både spændende og relevant program, lyder det fra planteassistent ved SAGRO Planter & Miljø, Klaus Beck-Hunderup.

Han fortæller, at der i år er tilmeldt mange flere maskinudstillere end tidligere år, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at de grundet de mange aflyste dyrskuer ikke har kunnet vise sig så meget frem, som de gerne vil og plejer at gøre.

- Nu glæder vi os bare til at tage imod forhåbentligt rigtig mange deltagere, og så håber vi naturligvis på godt vejr, slutter planteassistenten.

Interessen for nye kartoffelsorter med en forbedret resistens mod skimmel er stigende.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Jesper Kjelde Jesper Kjelde Planterådgiver 76 60 21 69 25 57 99 78

Facts

  • Kartoffeldagen foregår på adressen Holtumvej 6, 7400 Herning
  • Bag Kartoffeldagen står Lemvigegnens Landboforening, Vestjysk Landboforening, KMC, Forsøgsvirksomheden Ytteborg og SAGRO
  • Vært er Henning Thybo, Arnborg
  • Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig

Programmet for Kartoffeldagen 2021 ser således ud: 

Kl. 8.30 Kaffe/te med boller

Kl. 9.00 1. halvleg: Rundgang til posterne

Kl. 11.00 Frisk frugt og kildevand

Kl. 11.10 2. halvleg: Rundgang til posterne

Kl. 12.30 Frokost, hvor vi serverer frikadeller, kartoffelsalat, øl og vand med efterfølgende kaffe

Kl. 13.30 Officiel afslutning

Der er kun én rundgang til posterne, så det anbefales at være med fra starten.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere