Tekst: Lilli Snekmose, redaktør

TISTRUP – Efter 14 år som driftsleder på en konventionel svineproduktion blev arbejdet for rutinepræget for Niels Thing, og han var mæt af at gå inden døre. Han ville have sit eget, og det skulle være en økologisk svineproduktion.

Han kunne bare slet ikke tænke sig at være alene om ejeransvaret.

Sådan var optakten til det samarbejde, der for to år siden resulterede i et ejerfællesskab mellem Niels Thing og Mogens Winther Andersen.

Niels var driftsleder på Mogens’ fars svineproduktion, og Mogens var driftsleder samme sted – med ansvar for markdriften. Da Niels præsenterede sin idé, var Mogens ikke svær at overtale.  Niels ville købe et mindre landbrug, hvor al jord og bygninger blev lejet ud til et I/S, som de to kunne eje sammen.

Slugte kameler

Så langt så godt. Men at det skulle være økologisk?

- Ja, det var ikke min idé, indrømmer Mogens, der godt er klar over, at han tidligere har tænkt og sagt en del om økologisk landbrug, som økologer nok helst ikke skulle høre…

- Men jeg er en iværksættertype. Det motiverer mig at gøre noget, som der ikke er så mange andre, der gør. Så jeg slugte et par kameler, og i stedet for at se økologisk markbrug som bøvl, så tager jeg det som en kæmpe udfordring.

Niels: - Som ejere har vi en fælles interesse i at få løst opgaverne billigst og bedst.

Mogens: - Det motiverer mig at gøre noget, som der ikke er så mange andre, der gør.

Omvendt er det, der lugter af administration, logistik og handelsaftaler ikke lige Mogens’ spidskompetence.

- Som I/S skal vi præstere på alle parametre for at skaffe en indtægt til os begge, og derfor skal der være én, der holder kreditorerne informerede og tilfredse. Med vores delte ejerskab får Niels tid til at være direktør. Det er den del af landbruget, han brænder for, og på den måde får vi begge to lov at udvikle vores stærke side, mener Mogens.

- Ja, tilføjer Niels, hvis jeg havde været alene, havde det været dyrere at ansætte nogen til at supplere mig. Ved at vi begge to er ejere, så har vi en fælles interesse i at få løst opgaverne billigst og bedst.

De to ejere er enige om strategien. Bedriften skal ikke udvides, ambitionen er til gengæld at effektivisere og nedbringe omkostningerne. Hvis det lykkes, er det planen, at det skal give luft til, at ejerne på skift kan tage en ny aktivitet op. Mogens kan forestille sig at drive maskinstation, og Niels nævner, at en slagtesvineproduktion kunne være en anden mulighed.

Prisfald kan mærkes

- Inden vi startede op, var prisen på økologisk svinekød ekstremt høj, og det vidste vi godt ikke ville holde. Men det kom alligevel bag på os, at vores slagteriselskab, Friland, har ramt 200-300 kr. forkert på prisen på en smågris. Det vigtige er bare at huske, at markedet stadig er stigende med omkring 10-12 procent om året, så den overproduktion, vi har lige nu, vil udligne sig, for ingen nye går i gang. Og trods alt ligger vi omkring vores nulpunkt og regner ikke med at komme ud med røde tal, siger Niels.

Foreløbig kan de to nybagte selvstændige med tilfredshed notere sig, at de ligger noget over landsgennemsnittet i E-kontrollen.

Tankesæt ændrer sig

Selvom Mogens ikke blev økolog af nogen indre drift, så har han rettet fuldstændigt ind.

- Der er mange regler – og nogle af dem er tåbelige – men det kan ikke nytte noget. Vi gør det her 100 procent, og vi gider ikke at være sure over, at dyrene skal have så og så meget plads eller strøelse. Vi følger reglerne, så vi kan sove godt om natten, siger han, og Niels følger op:

- Mister vi vores autorisation, så er vi færdige! Omvendt så vil vi da gerne påvirke de regler, vi ikke synes er funderet i sund fornuft.  Det snakker vi med SEGES og vores dyrlæge om, siger han.

Niels er på det rene med, at han ikke er en klassisk idealist-økolog:

 - Jeg kan da stadig gribe mig selv i at tænke, at wauw hvor ser naboens konventionelle hvedemark sindssygt godt ud. Det er jo det, vi er vokset op med, siger han.

Men landbrugets forbrug af pesticider og antibiotika var begyndt at bekymre ham, og han er glad for nu at give sit bidrag til at nedbringe det. Hverken han eller Mogens har dog noget som helst dårligt at sige om dansk, konventionel svineproduktion, understreger de.

Mogens fremhæver alligevel med en vis faglig stolthed, at med efterafgrøder i alle marker og et fast sædskifte, så kan han stå inde for den jord, han kommer til at aflevere til sine efterkommere.

Til kamp mod overforsyning

Baggrunden som produktionslandmænd er formentlig forklaringen på, at Niels og Mogens har kastet sig ud i at konceptudvikle en ny metode til fodring af søer. Det sker i et samarbejde med SEGES og Aarhus Universitet. Målet er en reduktion af bedriftens foderomkostninger på 100.000 kr. eller mere, forklarer Niels.

- Vi ved, at vi i økologisk svineproduktion overforsyner søerne med protein og mineraler, fordi de typisk får ekstra korn, for at have energi nok til at regulere temperaturen, når det er for koldt eller for varmt. Ideen er at kunne sammensætte en forholdsvis billig foderenhed i grovfoderensilage, som faktisk indeholder et højt proteinindhold. Fodringen skal derefter styres, så der til gengæld kan spares på indkøbt protein, typisk sojaskrå.

- Vi er tæt på at kunne svejse en speciel, men simpel, fodervogn sammen. Udfordringen er, at den skal kunne klare i omegnen af 160 udfodringspladser, og det må helst ikke tage ekstra tid. Men lykkes det, vil vi opnå en fremstillingspris, der er lavere end kollegernes, forklarer Niels.

Rådgiverkommentar

Niels Munk Kristensen, driftsøkonom i SAGRO:

Høj faglighed og grundighed kendetegner Niels og Mogens, der har højt på dagsordenen, at grisene og markerne skal passes ordentligt med den nyeste viden. Der arbejdes på tiltag, som skal give en bedre økonomi - det er projektet med den nye fodervogn et eksempel på.

Marken blev stress-testet sidste år med tørken, og den stod distancen.