Udgivet d. 09-01-2020
Tilskud til pleje af græs og naturarealer begynder først til foråret – og de uheldigste får først pengene i juni.
Alle landmænd, der har fået tilsagn om tilskud til pleje af græs og naturarealer, må regne med, at det bliver forår, inden de får pengene at se.
Landbrugsstyrelsen har netop meddelt, at udbetalingerne igen i år bliver forsinkede. De mest uheldige må vente helt til udgangen af juni måned, fremgår det.
Normalt har udbetalingerne til ordningen (tidligere kaldt MVJ) fundet sted fra december til februar, men også i 2019 var det galt med 2018-udbetalingen. Her faldt pengene også i løbet af forår og sommer.
Landbrugsstyrelsen forklarer den sene udbetaling med, at styrelsen i første omgang prioriterer udbetaling af økologitilsagn, omlægningstilsagn, gamle 20-årige tilsagn og gamle 5-årige tilsagn fra før 2014.
Styrelsen skriver: ”Vi er gået i gang med at udbetale tilskud til de ansøgere, der har søgt udbetaling af økologisk arealtilskud. Udbetalingerne er sket løbende siden december. Vi har foreløbigt udbetalt til ca. 1.900 økologer.”
Tilmelding til nyhedsbrev