Klimamål er kæmpe udfordring

Udgivet d. 11-12-2018

Omkring 150 var mødt op, da SAGRO mandag aften holdt den traditionsrige planteaften i Aulum.

Professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, måtte have tryllestaven frem.

Aftenen blev indledt af professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, som næsten måtte have tryllestaven frem for at finde løsninger. I hvert fald skulle der, hvad han kaldte ”tryllepulver” til, for at løse to af de store udfordringer med metangas fra komaver og lattergas fra handelsgødning. Men det er ikke nok.

- Landbruget skal gennem en betydelig omstilling, hvis Danmark skal nå de internationale klimamål, slog han fast. Han fortalte, at én af måderne at binde mere CO2, er at landmændene skal øge udbyttet af eksempelvis korn med 50 procent – og så lade det stå på marken – en fremgangsmåde som han derefter straks efter helt logisk skød ned.
En anden metode er såkaldte ”Capture and storage-værker”, der kan binde CO2 i undergrunden. Der skal dog bygges 2-3 anlæg af denne type hver uge i de kommende 30 år, for at de har kapacitet til at binde nok CO2.

Kvægavler Anders Nørgaard fortæller om installeringen af biogasanlæg på gården.

En af dem, der rent faktisk gør noget, er kvægavler Anders Nørgaard. Han har installeret et biogasanlæg på gården, og sat det i værk i sommers. Der er ikke mange, der har erfaringer med anlæg af denne type, så det var som at ”bygge en flyvemaskine i luften”, beskrev han.

Han ser det som en mulighed for danske landmænd at være i front, når det gælder klimavenlighed, for han tror, at klimaaftrykket på et tidspunkt vil blive en parameter i forhold til at markedsføre eksempelvis mælk. Hans biogasanlæg, der havde en samlet entreprisesum på 10,7 mio. kroner – takket være en stor del eget-arbejde – kan nu producere 4 mio kwh strøm, eller hvad der svarer til 1100 husstandes forbrug. I dag ryger meget store mængder varme ud i forbindelse med strømproduktionen, men det håber han på at kunne udnytte på sigt.

Efter de to indlæg deltes de fremmødte op i grupper, der hørte på SAGROs rådgiveres refleksioner over året inden for salgsafgrøder, kartofler og grovfoder.

 

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere