Jubilar: Jeg går altid smilende og glad på arbejde

Udgivet d. 26-09-2024

 

Rikke Berg Westergaard har det egentlig helt fint med forandringer og har selv været igennem sin del af dem rent jobmæssigt gennem forskellige fusioner og arbejdsadresser.
Alligevel er det det genkendelige og trygge, der gør, at hun 1. oktober kan fejre 25-års-jubilæum hos SAGRO.

- Det er det sociale - mine gode kolleger, min gode leder og mine gode kunder, der gør det fedt at gå på arbejde, og gør, at jeg altid kommer smilende ind på kontoret og siger godmorgen. I min afdeling er vi meget obs på, at alle faktisk har en god morgen – så vi tager en snak, hvis det er nødvendigt. Vi ønsker at hjælpe og passer på hinanden i Team 1, siger Rikke Berg Westergaard.

Hun sidder i SAGROs hus i Esbjerg med titel af økonomiassistent og arbejder med regnskab, HR og lønservice, og hun er desuden virksomhedssekretær/bogholder for flere større kunder.

Hendes chef Linda Bertelsen har kun positive ord at hæfte på Rikke Berg Westergaard:

- Rikke er en smilende medarbejder, som altid er klar med en frisk bemærkning. Hun er hjælpsom og tager gerne imod nye udfordringer, og så er hun rigtig god til at tale med kunderne, lyder skudsmålet fra Linda Bertelsen.

De mange år på posten har givet Rikke Berg Westergaard tætte relationer til faste kunder:

- Jeg holder af, at der er mange forskellige opgaver, og at ikke ret mange dage er ens. Jeg har en meget tæt relation til nogle af mine faste kunder, som jeg har haft i mange år, lige fra dengang der var kassebog og til i dag med Intercount. Nogle bruger mig nærmest som en slags coach og spørger mig af og til også om ting, som jeg slet ikke er ekspert i, så henviser jeg selvfølgelig til dygtige kolleger, siger Rikke Berg Westergaard.

Det begyndte i Brørup
Hendes vej ind i branchen begyndte på Landbogården i Brørup. Efter afsluttet HH kom hun i lære på kontoret ved Vejen Handelsskole, og derefter blev det til nogle år i transportbranchen indenfor bogholderi og spedition.  Det blev til Jysk Landbrugsrådgivning, og arbejdspladsen blev rykket til Esbjerg, hvor virksomhedsnavnet senere blev til SAGRO.
Undervejs på rejsen mødte hun i øvrigt også sin mand, Arne Westergaard, der nu er stoppet ved SAGRO.

- Jeg har ikke problemer med omvæltninger, hverken rent geografisk eller opgaverne. Jeg kan godt lide, at der sker noget nyt, så længe jeg stadig kender grundstammen af kolleger og arbejdsopgaver, siger hun.

Hendes sociale gen og glæde ved fester og arrangementer blev meget godt illustreret i sommers.

Det populære traktortræk i Sdr. Hygum måtte aflyses på grund af for meget vand, så i stedet slog Rikke og Arne dørene op og flyttede festen hjem på deres nedlagte landbrug.

 

 

Privat

Rikke Berg Westergaard er gift med Arne.

De har fem sammenbragte børn mellem 26 og 16 år.

Parret bor på et nedlagt landbrug ved Sdr. Hygum.

Fritiden bruger Rikke Westergaard blandt andet på rytmisk gymnastik i Ribe Frifelt på et opvisningshold med over 100 deltagere og på step- og styrketræning, og så er hun fast gæst ved musikfestivaler som Smukfest og Fanø Vesterland.

Hun er desuden SAGROs kasserer ved billetsalget til Ribe Dyrskue.

Hendes 25-års-jubilæum markeres ved en reception den 25. oktober ved SAGRO i Esbjerg.

Det er det sociale - mine gode kolleger, min gode leder og mine gode kunder, der gør det fedt at gå på arbejde, og gør, at jeg altid kommer smilende ind på kontoret og siger godmorgen.

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere