Hvidvask og skatteunddragelse - skærpede regler

Udgivet d. 01-07-2019

SAGRO har indarbejdet nye skærpede regler.

Tekst: Helle Juul Zederkof

Hvis en kunde snyder med skat eller er blandet ind i hvidvask, har revisorer og skatterådgivere pligt til at anmelde ulovlighederne.

I den nuværende hvidvasklov er det blevet præciseret, at skatteunddragelse også er omfattet af hvidvaskloven.

Som revisor og skatterådgiver har vi pligt til at anmelde skatteunddragelse i henhold til reglerne i hvidvaskloven. SAGRO har indarbejdet de nye skærpede regler i vores rådgivning.

Som revisorer er vi offentlighedens tillidsrepræsentanter

Det medfører, at revisorer og skatterådgivere har pligt til at indberette til statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK), hvis vi får kendskab til, at en kunde har snydt med skat, moms eller afgifter.

Ved hvidvask forstås:

  • Uberettiget at modtage eller skaffe sig selv eller andre del i økonomisk udbytte eller midler, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse
  • Uberettiget at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det økonomiske udbytte eller midlerne fra en strafbar lovovertrædelse
  • Forsøg på eller medvirken til sådanne dispositioner
  • ”Selvhvidvask” => Dispositioner foretaget af den, der har begået den strafbare lovovertrædelse
  • ”Strafbar lovovertrædelse” er også skatteunddragelse => Overtrædelse af skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, hvorved der opnås eller kan opnås uberettiget vinding

Skatteunddragelse skal forstås bredt:

  • Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af skattelovgivningens regler, momslovgivningens regler, toldlovningens regler og diverse afgiftslove som eksempelvis elafgiftsloven, registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven er omfattet af begrebet skatteunddragelse.

Skatteunddragelse er blandt andet at undlade at selvangive indtægter, at selvangive for store fradrag, at opgøre et for stort momsfradrag og momsmæssige 0-angivelser, når der reelt skal afregnes moms med Told & Skat. (Momstilsvar).

Som revisor er vi offentlighedens tillidsrepræsentant under udførelse af opgaver efter § 1, stk. 2. Vi udfører opgaver i overensstemmelse med god revisorskik, herunder udviser vi den nøjagtighed og hurtighed, som opgavernes beskaffenhed tillader. God revisorskik indebærer desuden, at revisor skal udvise integritet, objektivitet, fortrolighed, professionel adfærd, professionel kompetence og fornøden omhu ved udførelsen af opgaverne.

Som rådgivningsvirksomhed kan man ikke ”slippe” for underretningspligten ved at afbryde kundeforholdet.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere