Happening skal presse Vejen Kommune til forhandling

Udgivet d. 22-10-2018

Martin Lund Madsen har på drastisk vis spærret en vej for at fremtvinge en løsning i en strid om vejen. Højesteret giver ham medhold i, at kommunen har anlagt vejen på et ulovligt grundlag.

Tekst: Lilli Snekmose

Fra Landbrug & Fødevarer var der støtte og moralsk opbakning til Martin Lund Madsen, da han mandag lod ca. 8 fuldtlastede dumpere tippe deres indhold af adskillige kubikmeter sand af, så de dannede en høj spærrevold tværs over den nye Skovgårdsvej, som Vejen Kommune har anlagt.

Fra Jysk Landbrug mødte H.C. Gæmelke op, og fra SLF kom Christian Lund - de er begge bosiddende i Vejen Kommune. Også chefjurist i L&F, Charlotte Bigum Lynæs, havde fundet til Vejen for at følge med.

Alle tre gav klart udtryk for opbakning til Martin Lund Madsens kamp, som de kalder retfærdig og nødvendig.

- Det er ikke alle landmænd, der har ressourcerne til at kæmpe så meget for en sag. Men alle, der er blevet tromlet, som Martin Lund Madsen er, vil have lyst til det, mener Christian Lund.

Kommunen eksproprierede Martin Lund Madsens jord for at anlægge en vej tværs over en mark. Men kommunen begik en procedurefejl, for en efterfølgende retssag har givet landmanden medhold i, at kommunen ikke kunne ekspropriere til formålet med henvisning til elektrificeringsloven (lovgivning, der lægger grundlaget for elektrificering af banenettet). Kommunen skulle i stedet have henvist til Vejloven.

Den proces har Vejen Kommune nu påbegyndt.

Martin Lund Madsen afviser at afsløre, hvad der er hans præcise krav til kommunen for at sagen kan blive løst. Men i hvert fald er han ikke tilfreds med de godt 2 mio. kr., han blev tildelt i den oprindelige ekspropriationsforretning.

Han vil heller ikke svare på, hvor længe sandvolden skal spærre Skovgårdsvej.

At der fra landmandsside er støtte til Martin Lund Madsen, fremgår blandt andet af de mange kommentarer til sagen på SAGROs Facebook.

Vejsagen kort

BaneDanmark elektrificerer en jernbanestrækning og skal forhøje en vejbro ved Vejen.

Vejen Kommune vælger i samme forbindelse at omlægge vejen og eksproprierer 21.000 m2 med henvisning til elektrificeringsloven.

Martin Lund Madsen går til domsstolene og har nu helt op i Højesteret fået medhold i, at kommunens handling var ulovlig.

Martin Lund Madsen mener, at konsekvensen skal være, at kommunen enten fjerner vejen eller køber jorden. Begge dele afvises af Vejen Kommune, der i stedet nu gør proceduren om og søger ekspropriation med henvisning til vejloven for at få vejen lovliggjort.

 

Vejsagen kort

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere