Tanke om fusion spirede på en køretur fra København

Udgivet d. 14-03-2024

Fusionen af Jysk Landbrug og Sydvestjysk Landboforening bliver en realitet, og medlemmerne til den nye bestyrelse er på plads.

Mandag stod det klart, at medlemmerne i Sydvestjysk Landboforening havde et stort flertal af “ja”-stemmer ift. at fusionere med den lidt nordlige forening Jysk Landbrug. Onsdag var forslaget til valg hos Jysk Landbrug, og her var der ligeledes enighed om, at en fusion er den rigtige vej at gå.

- Med de faldende medlemstal, vi ser i begge foreninger, vil jeg kalde denne beslutning for rettidig omhu. Og det er jeg meget glad for, at tæt på alle medlemmer er enige i, sagde HC Gæmelke, der er formand for det snart forhenværende Jysk Landbrug.

Med en nedgang på 5,3 % i antallet af heltidsbedrifter fra 2021-2022 samt et fald i medlemstallet i de danske landboforeninger på 3,9 % i den samme periode, vidner fusionen om en tendens, som vi næppe har set enden på.

- Medlemmerne melder sig ikke ud, fordi de er utilfredse – tværtimod. Men oftest har de solgt til naboen, som allerede er medlem, og det er faktisk den primære grund til nedgangen, siger HC Gæmelke.

 

Ikke en ny idé

Tankerne om en fusion har været undervejs et stykke tid, og der har generelt været enighed om, at man bør samle kræfterne for at kunne have størst mulig indflydelse.

- Fusionsplanen er ikke ny. Det har vel egentligt ikke været et spørgsmål, om vi skulle fusionere – mere et spørgsmål om hvornår. Vi har de samme udfordringer og opgaver, og med et godt samarbejde og sammenfaldende interesser er tiden rigtig nu, sagde formand for Sydvestjysk Landboforening Niels Laursen på den sydlige generalforsamling om mandagen.

Beslutningen om, at NU skulle det være, blev faktisk taget på en køretur retur fra København, hvor Niels Laursen, HC Gæmelke og Anders Harck var bilen.

- Det føltes som det helt rigtige tidspunkt at gå videre med idéen. Og siden den dag har vi talt med medlemmer, været til kaffemøder og generelt haft en åben dialog, hvor vi har svaret på spørgsmål og bekymringer fra medlemmerne, siger Niels Laursen.

Denne tilgang har vist sig at være den rigtige, for da forslaget var til afstemning på begge generalforsamlinger, var der minimal debat, og de kritiske røster udeblev – for de var der slet ikke.

Den nye bestyrelse for fusionsforeningen består af: Niels Laursen, Anders Harck, Kåre F. Andersen, Claus Nissen, Jesper Arnth, Morten Danielsen og Henning Christensen samt Brian Uglebjerg som suppleant, valgt ind af Sydvestjysk Landboforening.
Hos Jysk Landbrug er de valgte: HC Gæmelke, Allan Pedersen, Anne-Marie Kragsig Pedersen, Lars F. Hansen, Martin Jørgensen, Torben Jonasen, Kasper Henriksen samt Jakob Jessen som suppleant.

Den nye bestyrelse konstituerer sig den 21. marts 2024.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Stine Bundgaard Stine Bundgaard Politisk chef 96 29 66 02 40 29 58 85


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere