Udgivet d. 03-08-2017
Karsten Willumsen, formand for Herning-Ikast Landboforening skriver debatindlæg om, hvordan vandplanerne er baseret på manipulerede regnestykker.
Karsten Willumsen, formand for Herning-Ikast Landboforening
Folketinget har på baggrund af mangelfuld viden og manipulerede regnestykker fra Aarhus Universitet vedtaget vandplaner, der skal reducere udledningen af kvælstof med 13.000 tons frem mod 2027.
Det er indlysende, at vi skal passe på miljøet, og at enhver (landbrugs-)produktion skal finde sted med så lille en udledning som muligt.
Vi har i Landbrug & Fødevarer krævet aktindsigt i det faglige arbejde, der ligger til grund for, at kvælstof- udledningen til de danske fjorde skal reduceres med 13.000 tons.
Det er mildest talt alarmerende, hvad vi har fundet - jeg tøver ikke med at kalde det videnskabelig fusk. Hvad kan man ellers kalde det, når det viser sig, at der, hvor modellerne siger, der skal reduceres med MERE end 100 %, har man fundet et passende tal at dividere med, så det lignede noget realistisk.
11 bliver til 2
I Danmark har vi 84 fjorde, som er inddelt i 11 fjordtyper. Men i forskernes beregninger, som ligger til grund for vandplanerne, er hovedparten (79 %) blot fordelt i to kasser – en inddeling, der ikke afspejler den forskel, der er mellem fjordene. Det er en alt for grov inddeling, som får nogle uoverskuelige konsekvenser. Det bliver ikke mindre groft af, at 45 fjorde stoppes i kassen med de skrappeste miljømål.
Samlet set er vi ikke det mindste i tvivl om, at den forfejlede inddeling medfører, at reduktionskravene skyder helt over målet.
Vi forventer selvfølgelig, at fejlene bliver rettet, så beslutninger tager udgangspunkt i fakta i stedet for fusk
Den grove typeinddeling er muligvis begrundet i, at der mangler viden til at foretage en mere retvisende inddeling. Men i dansk landbrug kan vi ikke leve med, at vandplanerne har den konsekvens, at der i områder skal braklægges 48 % af landbrugsjorden - fordi der er manipuleret med den viden man har!
Vi er også oprørte over, at Aarhus Universitet kan estimere en usikkerhed på 12 % i modellerne, for når DHI (DHI er en uafhængig, international rådgivnings- og forskningsorganisation) gennemgår materialet, så når de frem til en usikkerhed på 89 %.
Demokrati bygger på tillid, og hvis den brydes, og vi ikke kan stole på vore forskere, er det ødelæggende for vores demokrati. Vi kan alle have vores holdninger, men for rådgivere på så højt et plan, må det være et krav, at fagligheden står langt højere end en personlig holdning, ellers kan vi ikke skabe et bedre samfund for os alle.
Vi kan alle begå fejl, men når de bliver påtalt må arbejdet gøres om! Vi ser derfor frem til, at et hold af internationale forskere skal gennemgå de beregninger og forudsætninger, der ligger til grund for de vedtagne vandplaner. Vi forventer selvfølgelig, at fejlene bliver rettet, så beslutninger tager udgangspunkt i fakta i stedet for fusk – ikke kun af hensyn til landbruget, men det må og skal være sådan vi implementerer ny lovgivning generelt i vores samfund.
Karsten Willumsen.
Tilmelding til nyhedsbrev