Udgivet d. 23-03-2022
Der blev også inviteret til 175 års jubilæumsfest, desværre med et års forsinkelse pga. corona.
Der er noget historisk vingesus over en generalforsamling i en landboforening. For hele 176 år siden så den første landøkonomiske forening dagens lys i Hammerum Herred.
Dykker man ned i de gamle arkiver, kan man læse, at egnen dengang var fattig. Svarede man på, hvor man kom fra, med "Hammerum Herred", fik man næsten altid "Jammerfuld Herred" tilbage i svar.
Men det er der i dag eftertrykkeligt lavet om på. Nu er det ikke forkert at kalde området for en af Danmarks vigtigste økonomiske motorer, og et vigtigt tandhjul heri er landbruget. Og der var da også meget at glæde sig over, da formanden for Herning-Ikast Landboforening, Sven Agergaard, aflagde sin beretning. Det skete mandag d. 21. marts.
Kort sagt havde alle grene af landbruget tjent penge i det forgangne år, og særligt var det folk med kvæg, der havde oplevet sorte tal på bundlinjen.
Sven Agergaard må siges at have fingeren på pulsen. Undervejs henvendte han sig direkte til de fremmødte for at høre, hvad der ifølge dem var årsagen til årets gode økonomiske resultater.
En meget stor del pegede på, at "stabile og dygtige medarbejdere" er essentielle for at drive et velfungerende landbrug. Og det var netop, hvad han havde forventet og ville frem til:
- L&F har lavet en ny uddannelsesvision, hvor man bl.a. vil øge niveauet på uddannelsen ved at samle flere elever på større hold på overbygningsuddannelserne. Dette er jeg helt enig i, men vi skal have uddannet nogle flere faglærte landmænd lokalt.
Derfor var han ude med roser til den lokale institution Agroskolen i Hammerum, som er en fusion af Borris Landbrugsskole og Kongensgård Landbrugsskole ved Lemvig.
- Så vi skal gerne samle alle elever op fra dette område. (...) Alle undersøgelser viser, at unge vælger en grunduddannelse, hvor der ikke er langt til skolen. Derfor er det vigtigt, vi bakker op om den nye skole, sagde Sven Agergaard.
Landbrugsaftalen i fokus
I landboforeningen har man stort fokus på klima og miljø. Og derfor fremhævede Sven Agergaard også flere positive elementer i den nyligt indgåede landbrugsaftale. Men der var også en løftet pegefinger, for flere forskellige kort med placering af målrettede efterafgrøder har været offentliggjort i årets løb. Og her så man alt fra en "lige fordeling på landsplan" til "høje efterafgrøde-procenter i SAGRO-land og ingen efterafgrøder i Nordjylland".
- Hvad med fagligheden?, spurgte han.
Teorien og biologien bag alt dette er meget kompleks, og derfor var han særligt glad for, at aftalen nu også indeholder muligheden for en faglig "second opinion", så tal og teori kan blive kigget efter i sømmende igen.
Invitation til fest
Der var nyvalg til bestyrelsen, hvor Jacob Dam fra Haderup blev valgt ind i stedet for Jørgen Krøjgaard, som efter en årrække ikke ønskede genvalg. Jes Berg Andersen fra Vildbjerg blev valgt som ny suppleant.
Som noget lidt usædvanligt får bestyrelsen nu også mulighed for at skue bagud, for i november bliver der afholdt 175 års jubilæum for Herning-Ikast Landboforening. På grund af corona sker det desværre med et års forsinkelse. Datoen er sat til 11. november 2022.
- Jeg kan nu afsløre, at det bliver uden brugerbetaling for alle, da vores økonomi tillader det, sagde Sven Agergaard.
Og på den måde kan man tydeligt se, hvor meget der er sket i Hammerum Herred siden 1846, blandt andet takket være landboforeningerne. Og derfor er en generalforsamling lidt en historisk ting, omend man let glemmer det i en travl hverdag.
Alle undersøgelser viser, at unge vælger en grunduddannelse, hvor der ikke er langt til skolen. - Sven Agergaard
Tilmelding til nyhedsbrev