Udgivet d. 02-11-2017
På et direkte spørgsmål i Billund lagde miljøminister Esben Lunde Larsen luft til genoplivningen af planen om en nationalpark Skjern Å
Tekst: Lilli Snekmose, redaktør
Da Esben Lunde Larsen tirsdag aften (31. oktober) deltog i møde med 200 landmænd, stillede Niels Jørgen Madsen, Nørre Nebel, et kort og præcist spørgsmål om ministerens holdning til, at planerne for at etablere en nationalpark i Skjern Å er under genoplivning:
- En nationalpark er meget imod min og mange andres vilje, blandt andet på grund af erfaringerne fra Værn Enge. Hvad vil du rådgive folk til? Er det en god idé med en nationalpark i Skjern, spurgte Niels Jørgen Madsen ministeren.
- Det enkle svar er jo, at Nationalparkloven tilsiger, at vi skal have fem nationalparker i Danmark, og med Kongernes Nordsjælland, er det opfyldt, og der er ikke noget grundlag for at lave flere nationalparker, svarede Esben Lunde Larsen.
Og han tilføjede, at hvis en kommune som Ringkøbing Skjern gerne vil promovere Skjern Å for stedets naturbundne ressourcer, så kan man etablere en naturpark.
- Det vil være et rent markedsføringsredskab, og det kan jeg sagtens anbefale, at man gør, lød det fra ministeren.
Tilmelding til nyhedsbrev