En rigtig kedelig krimi

Udgivet d. 15-10-2020

Carsten Nørgaard fik stoppet natlige tyverier, da han satte kameraer op

En nat huggede de 4.000 liter diesel.

En anden nat kørte de afsted med en spritny højtryksrenser.

En tredje - en pumpe til dieseltanken.

Andre nætter var det som om, indbrudstyvene bare gik efter at få en ”souvenir” med hjem, som gammelt værktøj, brugte redskaber eller andet som dårligt ville kunne omsættes til et par øl på hælermarkedet på en lokal smugkro.

Men de mange natlige besøg irriterede og frustrerede efterhånden Carsten Nørgaard, der i to perioder oplevede mange indbrud. For omkring fem år siden var han og nabolandmænd plaget af dieseltyverier fra traktorer og tanke. Sammen med andre landmænd ”leverede” han over en periode henved 50.000 liter diesel til noget, der viste sig at være en lokal tyvebande.

Flere gange blev han opmærksom på uro omkring gården – blandt andet ved den ene af hans to hunde gøede voldsomt om natten. Men han nåede kun at høre, at tyvene stak af i bil, da han stod op.

Her stoppede tyverierne, efter at han havde sat overvågningskameraer, sensor-styret lys og sirener op.

Om det var udstyret, eller om tyvene endte med at blive buret inde, er han usikker på.

Anden bølge

I 2017 købte Carsten Nørgaard en svinefarm nord for Limfjorden, og her startede en ny runde indbrud.

Der var tale om et isoleret liggende site og to beboelser med udbygninger. Alle ligger på en lidt isoleret privat vej, der går ned i et moseområde, som en del lokale går eller cykler ture i.

Under Corona-tiden i starten af året blev trafikken forbi gården endnu større, og tyverierne om natten tog til, så der nogle gange var ubudne gæster to-tre gange om ugen.

Her var tyverierne værst på de ejendomme, hvor nogle af hans 12 ansatte bor. Her hørte eller fornemmede lejerne, at der var uro om natten, men turde ikke gå ud.

- Mine medarbejdere blev utrygge, så jeg måtte gøre noget. Og det er ikke til at leve med ikke at kunne have sine ting i fred, siger han.

Han prøvede både at køre traktorer hen til en nabo om natten og også først at fylde diesel på dem om

morgenen. Så kunne tyvene i det mindste ikke stjæle de 400 liter, der kunne være i tanken.

Men tyverierne stoppede ikke, så han valgte at sætte nye kameraer op, som kunne overvåge pladser, indgange og en privat vej.

Med hjælp fra Jysk IT, som han kendte i forvejen som IT-leverandør, fandt Carsten Nørgaard de rigtige løsninger med både almindelige overvågningskameraer og nummerplade-kameraer, så det er muligt at identificere de køretøjer, der kører ind på hans ejendomme eller ad den private vej ned til sitet.

Har opgivet politi og anmeldelse

Carsten Nørgaard har ikke meldt de mange indbrud og tyverier.

Han har ganske enkelt opgivet at få politiet til at komme og gøre noget ved. Det frustrerer ham, at han ikke kan have sine ting i fred. Men det giver ikke mening af anmelde til politiet, da det efter hans erfaring ikke stopper tyverierne. Og i forhold til forsikring er hans selvrisiko så høj, at den slet ikke vil kunne dække de mange ”små” tyverier.

Men med kameraerne vil han nu kunne aflevere billeder af både biler og indbrudstyve, så det vil han gøre, hvis problemet opstår igen.

Det har kostet ham omkring 100.000 kroner at få overvåget gården. Det er penge, der vanskeligt kan tjenes ind, da han til nu ikke har været udsat for tyveri af eksempelvis GPS-anlæg, som andre har døjet med.

Kan følge med overalt

Carsten Nørgaard kan følge de ni kameraer døgnet rundt på både PC og telefon. Kameraernes aktuelle visning kan ses hele tiden, men billederne bliver kun optaget og lagret på en harddisk, når en sensor fanger aktivitet inden for kameraets synsfelt. Det betyder også, at fugle, der flyver forbi, har startet kameraet, ligesom en ræv i en periode ret præcist rundede et bestemt hjørne hver morgen og aktiverede kameraet. Men tyveknægte om natten? Nej.

Efter at kameraerne og skilte om video-overvågning blev sat op, har der ingen tyverier været.

- Det sluttede med det samme, siger Carsten Nørgaard, der er glad for, at utrygheden og frustrationerne også er væk.

- Jeg er ked af, at det er nødvendigt, og det har jo også den bagside, at mine egne medarbejdere kan føle sig overvåget. Men jeg har heldigvis andet at lave, siger Carsten Nørgaard.

Og det ER en rigtig kedelig krimi, der kører på dén kanal.

 

Kameraernes billedkvalitet er høj. De to billeder illustrerer, hvor meget, der kan zoomes ind på detaljer. Det vil således også være muligt at få ret skarpe billeder, der både tydeligt kan identificere nummerplader og personer. Filmoptagelserne lagres i 4 uger, hvorefter de slettes.

 

Fakta

Carsten Nørgaard startede i 1992 som 22-årig på familiegården i Vendsyssel, hvor han udvidede svineproduktionen til 7.000 slagtesvin, ligesom han opkøbte to naboejendomme. Svineproduktionen var dog ikke så populær i området, og han ønskede ikke, at hans børn skulle forsvare landbruget i skolen med med klassekammerater fra villakvartererne.

Så familien valgte at flytte i 2004 og købte i første omgang Louisendal v/Ålborgmed 330 hektar planteavl.

I 2017 overtog han Nykærsminde ved Melholt, en svineejendom med 1.270 søer og 100 hektar, og i år har han overtaget en naboejendom med 200 hektar og en slagtesvineproduktion, der drives i et I/S sammen med en yngre landmand. Han har selv mest fokus på planteavlen, mens grisene passes af hans dygtige medarbejdere.

Kameraudstyr er godt, men en vagtsom hund eller to har også afsløret, at der var tyveknægte på spil. Huxi og Aslan bor udenfor, og er et godt supplement til det elektroniske udstyr.

 

Carsten Nørgaard kan se indholdet i de ni kameraer på både PC og telefon. Systemet kan opgraderes til i alt 32 kameraer, hvis det er nødvendigt.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere