Udgivet d. 17-09-2020
Ny podcast sætter fokus på nyligt bekræftede udbrud af afrikansk svinepest i Tyskland.
Ny podcast sætter fokus på nyligt bekræftede udbrud af afrikansk svinepest i Tyskland. Hør om forebyggelse, nye sorte zoner og potentielle økonomiske konsekvenser.
Mange griseproducenter holdt vejret efter sidste uges fund af et vildsvin smittet med afrikansk svinepest i Tyskland tæt ved den tysk-polske grænse.
Med omkring 500 kilometer mellem de fundne, døde vildsvin og den danske grænse, er trusselsbilledet ikke så alvorligt i skrivende stund.
Alligevel er det en udvikling, der bliver fulgt tæt i Landbrug & Fødevarer. For hvis smitten springer, og rammer områder i Tyskland, hvor vi eksporterer grise til, kan det ramme dansk griseproduktion økonomisk.
- De danske smågrise, som eksporteres til Tyskland, eksporteres primært til det nordlige og vestlige Tyskland. Samtidig er det grise, som afsættes på det tyske og europæiske marked, så det har ikke nogen kommerciel betydning, så længe smitten ikke rammer disse områder,” forklarer Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, i en ny podcast fra SEGES Svineproduktion.
- På den korte bane vil der dog være udsving i afregningspriserne fra Danmark. Det har vi allerede set. Men markedet vil forhåbentlig rette sig hurtigt, siger han.
Siden podcasten blev optaget den 15. september 2020 er der fundet yderligere fem døde vildsvin smittet med afrikansk svinepest. De er fundet i nærheden af det første fund i det definerede risikoområde.
I øjeblikket arbejder de tyske myndigheder på at inddæmme smitten. Det betyder i første omgang, at der er oprettet tre zoner centreret omkring fundet af vildsvinet. Ved tre kilometer, ved 15 kilometer og ved 30 kilometer bliver der opsat hegn og afspærringer. Og områderne bliver finkæmmet for at finde ud af, om der er flere tilfælde af smittede vildsvin. Samtidig bliver muligheden for at jage vildsvin kraftigt begrænset i området for ikke at skræmme dem ud af zonerne.
For at beskytte de danske bedrifter mod smitte, råder veterinærdirektøren de danske griseproducenter til fortsat at holde et højt niveau af smittebeskyttelse.
Et andet område, hvor de danske griseproducenter kan gøre en stor forskel i forhold til at sikre mod indførelsen af smitte til Danmark, er fortsat at holde godt øje med transportbilers vaskecertifikater og de karantæneperioder, der følger med.
- Det har hele tiden været vigtigt at tjekke transportørernes vaskecertifikater på TjekVogn.dk. Og det er nu om muligt blevet mere vigtigt. Det er den eneste måde, man kan være sikker på, at en transportbil, som har været i udlandet, ikke udgør en risiko, siger kvalitetschef i DANISH, Asger Kjær Nielsen.
Tilmelding til nyhedsbrev