Bag serien ”Alene i vildmarken”

Udgivet d. 12-12-2019

Vinderen af reality-serien, Flemming ”Falkemanden” Sanggård, fortalte om en anden virkelighed, end den TV viste.

En serie som ”Alene i vildmarken”, der i høj grad er baseret på deltagernes egne videooptagelser, viser alligevel slet ikke den virkelighed, som deltagerne oplever.

Det fortalte Falkemanden, da han i denne uge var en af oplægsholderne ved et meget velbesøgt arrangement i Billund, som Jysk Landbrug stod bag.

Der bliver manipuleret så meget med optagelserne fra vildmarken for at skabe spænding og dramatik, at det giver en forkert billede af, hvordan deltagerne klarer sig, sagde Flemming Sanggaard.

- De fremstillede mig, som om jeg hele tiden var tæt på at dø af sult. Sandheden er, at jeg den første dag i lejren fangede 5 ål, som jeg lukkede ind i et hjemmelavet hyttefad af noget emballage med net i den ene ende og lynlåslukke. Da jeg 60 dage senere blev hentet, kunne jeg lukke fire ål ud. Jeg var aldrig kommet derud, hvor jeg var tvunget til at bruge den sidste madreserve, fortalte han.

Han tabte ganske vist 15 kg på de første 29 dage, men han fik stoppet vægttabet ved at sænke sit aktivitetsniveau. I stedet for at knokle rundt, lavede han som adspredelse en petanque-bane og skabte spænding ved at lade højre arm kappes med den venstre.

Han spiste alt, hvad kunne finde, og gik ikke af vejen for edderkopper og grannåle-te. For ham handlede det hele om kampen med ham selv. Nu ser han tilbage på sejren og kalder hele oplevelsen ”noget af det bedste, jeg nogensinde har oplevet”.

 

Stædighed og overlevelse

Temaet for aftenen var ”Stædighed og overlevelse”, og det har også stifteren af Poldanor og Goodvalley, Tom Axelgaard fra Outrup, demonstreret.

Han fortalte levende og engageret om de kultursammenstød, han har været ude for, siden han først i Polen og siden i Ukraine og Rusland har omdannet forladte og misligholdte tidligere statsbrug til driftige svinebedrifter og skabt levende samfund med mange arbejdspladser. Selvom han er trådt tilbage som administrerende direktør, så brænder han stadig for sin grundidé: at fødevarer skal produceres tæt på markedet og forbrugerne – fremfor at fragtes over lange distancer.

Han leverede samtidig en bredside mod kødmodstandere, økologisk fødevareproduktion og ekstensivering.

- Der er et stort behov for fødevareproduktion, og der vil være stor efterspørgsel på animalsk protein, sagde han.

- I Goodvalley forbruger vi det CO2, som vi udleder. Jeg tror på det effektive landbrug, og jeg vil opfordre danske landmænd til at gå foran. Vi skal fortælle, at vi har løsningen og holde op med at protestere mod helt indlysende miljøforbedringer. Vi skal gå foran i stedet for hele tiden at være i forsvarsposition. Det er fantastisk, hvad vi allerede kan, og der er meget mere vi kan gøre.

- Det er blevet min mission at komme ud at fortælle, at vi skal IKKE holde op med at producere kød. Vi skal bare producere kødet på en ordentlig måde, lød den afsluttende salut til forsamlingen.

Indfør lukkedage i Folketinget

Eva Kjer Hansen har som politiker overlevet mere end ét stormvejr, og i denne uge har hun været folkevalgt i 29 år. Hun fortalte om de stormløb, hun har oplevet, men når hun aldrig har givet op, så skyldes det blandt andet hendes opvækst. Når hun gennem barndom og ungdom kritiserede eller var utilfreds med et eller andet, så var den faste kommentar fra hendes far: ”Og hvad har du så gjort for at ændre ved det?”

Manglende tillid til politikere og ligefrem politikerlede er et reelt problem, anerkendte hun. Problemet ligger blandt andet i, at åbne samråd, der transmitteres direkte, er blevet de rene realityshows.

- Jeg har foreslået nogle lukkedage i Folketinget, hvor vi politikere uden medieindblanding kan få nogle ordentlige samtaler. Det tror jeg såmænd også borgerne ville hilse velkommen!


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere