Anders Nørgaard kandidat til Kvægs bestyrelse

Udgivet d. 14-02-2017

33-årig mælkeproducent fra Holstebro melder sig i kampen om en plads i Landbrug & Fødevarer, Kvæg.

Holstebro Struer Landboforening opstiller Anders Nørgaard som kandidat til en af de fire poster som fritvalgt bestyrelsesmedlem i L&F Kvægs bestyrelse.

Valget foregår på Kvægkongressen i Herning den 27. februar.

Kristian Gade, formand for landboforeningen, fremhæver, at Anders Nørgaard er en ung og idérig kvægbruger.

- Med vores kendskab til Anders, er vi sikker på at han med sin praktiske og organisatoriske erfaring vil kunne tilføre bestyrelsen yderligere kompetencer, siger Kristian Gade.

- Anders Nørgaard vil med respekt udfordre det, vi kender og ”plejer”, og arbejde for at vore organisationer tilpasses den virkelighed, mælkeproducenterne lever i. Der bliver færre producenter, derfor skal der være løbende fokus på omkostninger.

Her er flere af Anders Nørgaards programpunkter:

  • Vi har gennem forskning og udvikling indsamlet en enorm viden, som vi ikke får brugt. Vi skal være bedre til at trille bolden i mål, ved at skabe konkrete handlinger og løsninger, der flytter noget, i den måde vi gør tingene på.
  • Vi skal have fuld speed på implementering af vores nuværende viden. Hvorfor fortsætte med forskning, når vi har 10 års viden, der venter på at blive implementeret. Et godt eksempel på viden, der med succes er blevet implementeret, er kompakt fuldfoder. Lad os få flere af disse kvantespring.

 

Data og viden, der ikke ændrer vores måde at gøre tingene på, er værdiløse.
  • Vi skal have mere fokus på vores fremstillingspriser og sikre ensartede beregningsmetoder.
  • Vi skal blive bedre til at flytte vores viden ud på de platforme, hvor fremtidens kvægbrugere er. På de nye sociale medier deles megen god viden og praktiske erfaringer. Mere af den slags.
  • Vi skal blive meget bedre til at udnytte det salgspotentiale, som vores klimavenlige produktion betinger.
  • Vi skal have nedbrudt vores egen konservative tænkning – et eksempel er anvendelse af krydsning. I den forbindelse skal racekombinationer indgå i den nye husdyrbekendtgørelse, så blandede /krydsede besætninger ikke bliver straffet som i dag.
  • Vi skal have ”Lov om hold af kvæg” fjernet, og hvis det ikke er muligt, skal loven indekseres, så den passer til den enkelte bedrift.
  • Vi skal fastholde 2,3 DE, men i øvrigt arbejde for at komme længere op ved at inddrage den viden, der er omkring ”designergylle”, additiver, afgasning, forsuring m.m. De teknologiske forbedringer skal komme os til gode!

Anders Nørgaard er etableret som kvægbruger i 2009 og er medejer af Nørgård Agro med 775 årskøer og 465 ha.

Anders har organisatorisk erfaring:

    • 6 år i bestyrelsen og ny næstformand for Holstebro Struer Landboforening
    • Bestyrelsesmedlem i Heden & Fjorden/SAGRO
    • Næstformand i kvægbrugsudvalget
    • Medlem af planteavlsudvalget

FAKTA

Anders Nørgaard er indstillet af Holstebro Struer Landboforening og SAGRO Kvæg.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere