Kvæg-kandidat: Ingen grund til at eje alt selv

Udgivet d. 14-02-2017

Jørn Kjær Madsen, 49 år og medejer af Danmarks største kvægbrug, går efter genvalg til endnu en periode i Landbrug & Fødevarer, Kvægs bestyrelse. Læs om hans mærkesager.

Med udsigt til at antallet af mælkeproducenter i Danmark snart kun vil være 2000, skal også rådgivningen danne større enheder og samarbejde bedre. Som mælkeproducent ser Jørn Kjær Madsen med irritation på, at der for eksempel i Danmark markedsføres fire forskellige måder at benchmarke mælkeproducenter på.

Følgen er uvægerligt, at der bliver for få deltagere i hver model, og resultaterne derfor spinkle. Kræfterne bør i stedet bruges på at finde den helt rigtige model, som derved vil opnå den nødvendige volumen.

- Der er kun koen til at betale, derfor skal dyrlæger, kvægrådgivere, Viking, SEGES og forskere arbejde mere sammen i stedet for at konkurrere. Efter min mening har vi et kæmpe problem med at få al spændende ny viden i ind- og udland ud til landmændene.

- Det gamle system, hvor rådgivning siver fra SEGES og ud til kvægrådgiverne og videre til landmændene er udfordret af, at mange kvægbønder faktisk ser deres dyrlæge mere end en fodringsrådgiver. Jeg er optaget af at finde nye måder end den gamle mund til mund metode, når viden formidles.

Ufattelige muligheder

Allermest er der brug for viden, der kan omsættes til lavere omkostninger. Og ifølge Jørn Kjær Madsen er der ”ufattelig mange muligheder” for at producere mælk billigere, selvom alle synes, mælkeproduktionen er blevet stærkt effektiviseret.

- Mange landmænd har nogle enkelte køer, der giver 13.000-14.000 kg mælk. Når alle de andre køer ikke kommer op på den ydelse, så er det fordi, de har været udsat for et eller andet, som måske kunne have været forebygget. Det er der, opgaven ligger, siger han.

 

Samarbejd og indgå aftaler. Det er ikke vigtigt at eje det hele selv.

Vækst uden nye lån

At få nye unge landmænd i gang og at få eksisterende kvægbrug til at vokse er andre af Jørn Kjær Madsens fokuspunkter.

- Min egen bedrift er bygget op ud fra den idé, at jeg ikke behøver at eje det hele selv. I/S Rønhave har i dag 3.000 malkekøer, og vi høster grovfoder på 1.500 ha. Men det er sammensat på en måde, så vi lejer en del jord, vi har dyrknings- og gylleaftaler og vi køber majs. Markarbejdet udfører vi kun delvist selv. Vi benytter kviehoteller og lejer stalde. Det hele bygger på en masse aftaler, forklarer han.

To gylletanke - og en tredje på vej - er betalt og bygget af andre landmænd (som en investering) og lejet ud til Rønhave. Og Jørn Kjær nævner endnu et eksempel, hvor Rønhave opnår vækst, uden at sætte sig i mere gæld:

- Vi har en ung markmand, som for at placere sin opsparing og skabe noget værdi ville være selvstændig. Han har købt en gård, men lejer jord og stald til Rønhave. Samtidig fortsætter han på fuld tid som markmand hos os, fordi han kan lide udfordringerne ved stordrift. Han har sikkerhed for at komme godt fra start som selvstændig, og han vil ikke være sårbar over for et år eller to med dårlige mælkepriser.

Begge parter har fordele af samarbejdet, og det er den slags alternative løsninger, Jørn Kjær Madsen  gerne inspirere andre til.

FAKTA

Jørn Kjær Madsen stiller op som kandidat for Sydvestjysk Landboforening og SAGRO Kvæg.

Jørn Kjær Madsen. Foto: Torben Worsøe, LandbrugsAvisen.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere