Udgivet d. 22-01-2025
Jysk Landboforening er repræsenteret alle relevante steder for at arbejde for, at bl.a. kvælstofreduktioner sker på et oplyst grundlag. Lige nu har man særligt fokus på Knude Dyb.
Torsdag aften bød Jysk Landboforening inden for til vandløbsmøde for lodsejere i Esbjerg og Varde Kommuner, og mere end 130 mødte op.
Til at svare på de mange spørgsmål var formand Niels Laursen samt politisk sekretær for foreningen og politisk chef i SAGRO, Stine Bundgaard.
- Ved vi nok om alle områder? Det tror jeg ikke, vi gør. F.eks. arbejder vi i Jysk Landboforening for at have så oplyst et grundlag som muligt, når vi taler kvælstofreduktioner – det kan f.eks. være for Knude Dyb, hvor mange lodsejere bliver ramt. Heldigvis har vi også Kystvandrådene. Her kører vi projekter, og vi opbygger en større og større viden om de lokale forhold. Og den viden bliver taget med, når man reviderer vandområdeplanerne, sagde Stine Bundgaard.
Den overordnede ramme for vandmiljøindsatserne er Vandrammedirektivet, og ifølge det skal Danmark være i mål med et sundt vandmiljø i 2027. For at nå det, er det, man har vandområdeplaner. Disse bliver løbende justeret efter at have været i høring, og den viden, man indsamler og opbygger i Kystvandrådene, bliver inddraget.
- De kystvandråd er så stærke. Det er der, vi kan hente viden helt ude i plovfuren. Den kan vi sætte sammen med al den anden ekspertviden, vi kan indhente, og bl.a. har SEGES været en stor hjælp for os, sagde Niels Laursen.
Treparterne skal ud lokalt
Man kan ikke skille grøn trepart ad fra vandmiljøplanerne, og en stor del af Grøn Trepart skal konkretiseres lokalt. I alt skal der laves 23 lokale trepartsaftaler. Med indførelsen af disse afskaffer man samtidig de nu tidligere Vandoplandsstyregrupper.
Forhandling af lokale trepartsaftaler bliver med kommunerne for bordenden. Det er derfor kommunerne, der fremadrettet har både vetoretten og forpligtelsen. Men i disse lokale treparter vil der også sidde to repræsentanter fra de grønne organisationer, en fra naturstyrelsen og igen to fra landbruget.
- Her sidder Jysk Landboforening også med. Vi arbejder bl.a. for helhedstænkning og fagligt stærke planer. De politiske ambitioner er tårnhøje, og det er vores opgave at sikre, at ambitionerne stables og lægges ved siden af hinanden, for vi har simpelthen ikke nok arealer til dem alle. Helt afgørende bliver det at have fokus på at fastholde de robuste jorde i landbrugsproduktion, så det overvejende bliver på marginaljordene, at de politiske ambitioner skal indfries, sagde Stine Bundgaard.
- Vadehavet er et godt eksempel på, at man ikke altid kan bebrejde dansk landbrug for alle næringsstofferne i vandmiljøet. F.eks. kommer 80 - 90% af alle næringsstofferne i Vadehavet fra Tyskland – ikke Danmark, og det bør man tage højde for, når man laver lovgivning, sagde Stine Bundgaard.
For Jysk Landboforening bliver det bestyrelsesmedlem Kåre Flye Andersen og foreningssekretær Stine Bundgaard, som repræsenterer landbrugets interesser i den grønne trepart for Vadehavet. Andre lokale landboforeninger er repræsenteret i øvrige lokale treparter i vores område. Jysk Landboforening sidder også med i Kystvandrådet for Vadehavet.
Det kan du som landmand gøre
Der er skrevet meget om Grøn Trepart, men hvordan skal man helt lavpraktisk forholde sig som landmand?
- Jeg vil som minimum opfordre alle til at være nysgerrige. Overvej, om du på din bedrift har mulighed for at enten at udtage noget jord eller bytte dig til noget andet. Du kan altid spørge en udtagningskonsulent, og de er gratis at konsultere, sagde Stine Bundgaard.
Hvis ikke man når de udtagningsmål, som man har sat politisk, kan det blive et andet niveau af ”frivillighed”, mange kommer til at se ind i.
- Så kan det blive tvungen braklægning, reducerede kvælstofkvoter eller krav om mange, mange efterafgrøder. Derfor vil jeg opfordre alle til at undersøge, hvad status er for jeres bedrifter, lød det fra Stine Bundgaard.
Hvordan en udtagning af f.eks. lavbundsjord kan foregå, kan du læse mere om her.
Hvis du er interesseret i at holde dig opdateret på de lokale treparter, arbejdet i Kystvandrådet osv., så følg Jysk Landboforening på Facebook.
Sådan kommer du i gang med udtagning: https://www.sagro.dk/nyhedsarkiv/nu-kan-du-faa-gratis-tjek-af-din-lavbundsjord
Tilmelding til nyhedsbrev