Stor hæder til SAGRO-rådgiver

Udgivet d. 12-09-2017

Kvægrådgiver Jens Smidt fra SAGRO Kvæg er årets Jerseybonde - en kvittering for næsten 40 års indsats for den populære, lille kvægrace.

Tekst: Lilli Snekmose, redaktør

Jens Smidt får det fornemme skulderklap af Dansk Jersey for en stor uegennyttig indsats for at hjælpe jerseykvægbrugere til at forbedre deres resultater og udnytte jerseyekoens potentiale bedre.

Æresbevisningen blev overrakt ved foreningens årsmøde i weekenden.

- Du har skiftet kontor, landboforening og chefer, men du er stadig den samme, sindige, kompetente, alt vidende, veldokumenterede rådgiver med argumenterne og de menneskelige egenskaber på plads.

Sådan lød det blandt andet i begrundelsen, da formand for Dansk Jersey, Anders Levring, udnævnte Jens Smidt til årets Jerseybonde. En titel og en hæder, som kan tildeles enhver, som gør en ekstraordinær indsats for jerseyracen.  

- Jeg er stolt og beæret, og sådan en udmærkelse virker da voldsomt motiverende for at fortsætte arbejdet, siger Jens Smidt.

Ifølge ham begyndte det hele, da der på et tidspunkt var en håndfuld rådgivere, som satte sig for, at nu skulle det være slut med at fodre jerseykøer, som om de bare var x antal procent holsteinkøer.

- Dengang var der ikke taget højde for, hvor anderledes jerseykøer er, og derfor var vi en gruppe rådgivere, der blev toneangivende, da vi udviklede værktøjer til optimal fodring af netop denne race, forklarer han.

Det var da også netop Jens Smidts vedholdenhed, hans stærke faglighed og gode menneskelige egenskaber, der blev fremhævet af jerseyformanden ved overrækkelsen.

- I Jerseyteamet er du kendt som det rolige mandlige islæt, som fokuserer på faglighed og sikrer vidensudveksling, som er et af de overordnede formål med teamet, sagde Anders Levring.

Race i medvind

Jerseyracen oplever i øvrigt i disse år en voldsom interesse på verdensplan.
- Jerseykvier er i øjeblikket dyrere end holsteinkvier, og især i Holland, England og Østeuropa er der stor efterspørgsel, fortæller Jens Smidt.

Han mener, at en del af forklaringen er en ændret vægtning af værdistoffer, især fedt, som giver en bedre afregning for jerseymælk.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere