Speeddating mellem bejlere med etablering og exit i tankerne

Udgivet d. 24-02-2022

75 interesserede var mødt op på Agroskolen ved Herning til en aften for ungdommen, som gerne vil etablere sig i dansk landbrug. Men og så for den ældre generation af landmænd, som ønsker at sælge inden for en årrække.

Agroskolens forstander Jeppe Bomann og viceformand for Landbrug & Fødevarer Lone Andersen bød de fremmødte velkommen. Begge glædede de sig over at der var repræsentanter både fra den yngre og lidt ældre del af landbruget.

 

Opformering til danske griseproducenter blev en succes

Henrik Bovbjerg fra Give er én af de landmænd for hvem drømmen om egen bedrift er lykkes. Med ét ben i hver lejr af det konventionelle og det økologiske har Henrik spredt risikoen for sine forretninger.

Henrik er uddannet agrarøkonom, og har på sin vej mod egen virksomhed prøvet meget forskelligt. Han har blandt andet arbejdet som konsulent for Danbred i Kina og Brasilien. Senere blev han driftsleder på Bornholm, men drømmen om at blive selvstændig var stadig målet, og gerne med opformering af grise.

I 2016 ringede Henrik til Bertel Hestbjerg, som er Danmarks største økologiske griseproducent, for han var potentielt den største kunde Henrik kunne få med sin forretningsidé.

- Det opkald blev begyndelsen på et partnerskab hvor vi nu begge har medejerskab i Bovbjerg Økologi A/S og Bovbjerg Genetics, siger han.

Det er federe at eje 50% af noget der går godt end 100 % af noget der ikke virker

Bovbjerg Økologi A/S leverer avlsdyr til andre økologer, og visionen for virksomheden er at lave den bedste gris til økologiske forhold.

Bovbjerg Genetics leverer sopolte til danske griseproducenter, og tilsammen har de to virksomheder ca. 20 ansatte.

- Mit bedste råd til jer unge, der ønsker at etablere sig som landmænd, er, at tage de rigtige uddannelser og kurser, så man blandt andet lærer at lave budgetter og strategi. Det er vigtigt man selv forstår sine tal, når man sidder i banken, sagde han blandt andet. 

Et andet råd var at tage familien eller fruen med på råd om sine beslutninger og at sørge for familietid og fritid.

- Det går faktisk ikke bedre for dem der knokler døgnet rundt, konstaterede Henrik.

 

Det må ikke blive for stort

En anden ung landmand, der er nået i mål med egen bedrift er Troels Hymøller. Han er ikke selv opvokset i landbruget, og har undervejs været usikker på om landbruget, var den vej, han skulle gå.

Troels skrev projekt på landbrugsskolen om bedriften Fyrstenborg i Rækker Mølle. Han så et potentiale i bedriften, og endte med at sætte en proces om etablering i gang. Købssummen lød på 1.700.000 kr.

- Jeg havde selv sparet 300.000 kr. op, og første bankmøde gik godt. Men ved næste møde gik tingene knap så glat, og banken ville se flere penge for at bakke op om købet, sagde han.

Enden blev at Troels skiftede bank, og at hans far lånte ham yderligere 100.000 kr. til finansieringen. Det gjorde udslaget, så Troels i 2017 kunne overtage Fyrstenborg.

Troels har altid været en driftig ung mand, så i tiden mens han passede køerne i stalden på Fyrstenborg tog han en rørlægger-uddannelse. Han overvejede at stoppe som landmand og måske blive entreprenør, men en kammerat tog ham sidste år med ned og så på en anden bedrift ved Bramming - bare for at kigge.

Det var drømmegården for Troels, men prisen var til den høje side, så det var først da ejendommen skulle tømmes for besætning og udbydes til planteavl, at det lykkes at få prisen ned i et leje hvor Troels kunne være med. Købet blev finansieret med bank og kreditforening efter 39 dage og føles helt rigtigt for Troels.

- Gården har 100 ha og 140 køer, og jeg har helt bevidst valgt en ejendom, som er overskuelig både i forhold til drift og ledelse, sagde han.

Speed-dating blandt unge og erfarne

Aftenens sidste indslag var ”Speed-dating” og ”gruppe-date” mellem de unge, der vil i gang med etablering, og de ældre erfarne landmænd, der inden for en årrække vil afvikle eller sælge bedriften.

De 10 landmænd med egne bedrifter startede med at præsentere sig selv og deres virksomhed for den unge generation, og derefter kunne de unge tage stilling til hvem de helst ville snakke med i forhold til egne fremtidsdrømme.

 

SAGROs formand Sven Agergaard er én af de landmænd der har indset behovet for en god exit-strategi. Selv om Sven kun er 56 år og har mange år tilbage som selvstændig landmand, ønsker han udvikling for sin bedrift ved Herning med 1100 søer – og her kan et generationsskifte være en mulighed.

Konceptet speeddating gav ikke mulighed for lange og dybe snakke mellem de unge og ældre i faget, men Sven gav gode råd til flere af de unge – blandt andet om at søge lederuddannelse, så man er rustet til fremtiden som selvstændig landmand.

Arrangementet var et samarbejde mellem Familielandbruget VEST-Jylland, Herning-Ikast Landboforening, LandboUngdom Region Midtvest og Agroskolen.​

Martin Rohde Andersen, formand for LandboUngdoms Region Midtvest er en af de unge landmænd der tidligere var sikker på at han skulle være selvstændig landmand.

Men efter forældrene gik konkurs med deres bedrift er han nu kommet i tvivl.

”Lige nu er jeg I proces om at overveje at blive selvstændig. Måske vil jeg hellere være driftsleder. I hvert fald skal der være tid til familien og fritid” udtalte Martin om sine overvejelser.

 

SAGROs økonomi- og virksomhedsrådgivere Laust Kulmback og Mathias Andersen satte i deres indlæg fokus på de faldgrupper der er for både unge der ønsker etablering og ældre der skal afhænde bedriften.

Til den ældre årgang var der en opfordring om at holde gården salgsklar, og ikke blot lade tingene forfalde.

Til unge der drømmer stort var der en opfordring til at lave samarbejder og alliancer med andre, som blandt andet Henrik Bovbjerg har gjort.

"Har man flere partnere er der også flere og sparre med om bedriften". sagde Laust Kulmback.

Endelig skal man heller ikke lade sig forblænde af den første gård man falder over.

jeg holdte altså andre piger i hånden inden jeg fandt min kone

Spøgte Laust Kulmback.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere