Udgivet d. 26-07-2024
En nyansat SAGRO-journalist og inkarneret Aarhusianer var på sit første dyrskue i weekenden, og det blev til følgende beretninger, betragtninger og banaliteter.
I sommerferien besøgte jeg Landsskuet 2024, og som bybo gennem mange årtier var det mit første dyrskue nogensinde. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle forvente mig af sådan et arrangement, men jeg havde nok en antagelse om, jeg skulle opleve en masse traditioner – og måske en kultur under afvikling.
Det er jo nemt at få det indtryk, når debatterne om by og land raser – men Landsskuet viste noget helt andet. Kom med, og oplev dyrskuet med mine friske øjne.
Min første aha-oplevelse er, at der overhovedet ligger en dyrskueplads bag Boxen. En gigantisk en af slagsen endda - men det kræver selvfølgelig også en del plads. Det var nemlig min anden åbenbaring; hvor stort arrangementet er. Tusindvis af dyr og i omegnen af 50.000 besøgende - og mere end 100 års historie.
Hvorfor har jeg aldrig hørt om så stort et arrangement før, kan jeg ikke lade være med at tænke. Jeg føler mig trods alt rimelig velorienteret.
Fra første skridt på pladsen er det klart, at det her er et fremmed land. Jeg har egentlig ret svært ved at afkode, hvad der sker omkring mig. Overalt, faktisk. Der er kabinescootere og katteudstilling, jægerforbund og politiske partier. Endda kanariefugleklubber. Der er også et virvar af forskellige maskiner og redskaber, jeg ikke kan redegøre for brugen af.
De andre gæster navigerer dog begejstret rundt i virvaret, og entusiasmen smitter en smule.
Jeg er også langt fra den eneste turist, og her er virkelig mange børnefamilier. Glade børn og forældre, der peger og fortæller. Børnene er en skæg kontrast til de ældre landmænd med dybe furer i ansigterne og hænder så store som skovle, og det er meget glædeligt, at så mange gerne vil vise deres børn et så -hvis ikke udskæld – så aktuelt erhverv.
To ting står tydeligt for mig efter min første tur rundt på pladsen. Dels er Landsskuet et meget godt billede på de traditioner og den innovation, som udgør landbruget. Studekåring og robotter. Erhvervets sidste kapitel er langt fra skrevet – men fremtiden har stadig et solidt anker i historien. En jordforbindelse, om du vil.
Der er også noget i landbokulturen, jeg indtil nu har overset eller negligeret – nemlig foreningslivet. Der er sindssygt mange forskellige foreninger repræsenteret på sådan et dyrskue, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor det virker så fremmed for mig. Jeg indgår i mange uformelle fællesskaber – men ikke som de her. Det er forpligtende fællesskaber med roller, som skal udfyldes efter en absurd lang arbejdsdag.
Foreningskulturen her på pladsen mærkes særligt. Ikke nødvendigvis værre eller bedre end hvad jeg er vant til – men i hvert fald anderledes.
Jeg begynder at forstå fællesskaberne og de forskellige hobbyer lidt bedre, bilder jeg mig ind. Jeg falder i med tapetet, mener jeg for en bemærkning. Jeg kommer dog hurtigt på bar bund igen inde i en hal, hvor en masse mænd trækker rundt med køer i en cirkel. Manegen virker nærmest klinisk ren. Det samme gør både køer og landmænd. Da jeg kommer tættere på, ligner det, at køerne er blevet klippet helt korthåret.
”Har de barberet køerne?” spørger jeg en mand, som desværre også viser sig at være bybo. Det virker komplet barokt for det utrænede øje. Jeg når frem til, at det nok handler om at fremvise muskulatur eller noget, som når bodybuildere smører sig ind i olie, og jeg tror måske, der tegner sig et billede af idéen bag de skaldede køer. Surrealistisk, måske – men dog mere tydeligt.
Filmfolk, journalister, bilfabrikanter og reklamebranchen fejrer deres bedste med fester og priser, så hvorfor skulle landbruget ikke også? Jeg forstår ikke reglerne og kriterierne, men jeg kan tydeligt afkode umagen og mærke stoltheden.
Det store fokus på de enkelte dyr er også en sjov kontrast til de store produktionsenheder, der kendetegner landbruget i dag.
Fra tid til anden kan man høre nogle gevaldige motorbrøl, og i horisonten kan man se nogle sorte røgskyer blive sendt op mod himlens i forvejen sorte skyer. På den anden side af et stort læhegn åbenbarer sig en helt anden verden, der akkurat er lige så bagvendt for en bybo som den forrige. Det er her, der er traktortræk.
Selve sporten er heldigvis til at afkode, og der er vel tale om en blanding mellem atletik og agerbrug. Træk den her klods længst muligt. Hundredvis af mennesker står klinet op ad hegnet og hujer og hepper, mens en ombygget Massey Ferguson forgæves forsøger at få et full pull i mål.
”Han plejer at være bedre,” bemærker en yngre mand til sin kammerat, som samtykker tavst med hænderne solidt plantet i bukselommerne. Mændenes arme er i det hele taget noget, jeg bemærker her på Landsskuet. Fraværet af gestikuleren, korslagte arme og hænderne i lommen. Det virker ikke så afvisende og uvenligt, som det ville gøre i en større by. Det er en af de ting, der bare er anderledes – og til gengæld er jeg en af de eneste iført solbriller.
Noget dansk country med omkvædet "Der vil altid være en bonderøv i mig…" blæser ud af højtalerne, og et par yngre herrer i grønne kasketter synger med. Ingen protester herfra – men heller ingen fordømmelser.
Der er i det hele taget ret fedt ovre i traktortrækområdet. Klokken er 13, og de fleste har enten øl eller Breezers i hånden. Folk er glade, og grupper af store drenge og piger snakker og griner. Flirter, måske. Luften sitrer lidt af forventning til de næste timer, og jeg er ret sikker på, at der er en fin dag i vente for blomsten af landbrugets ungdom.
De er nemlig heldigvis også stærkt repræsenteret på Landsskuet, og selvom de måske får svært ved at overtage de store landbrug en dag, har de ikke vendt faget eller landbokulturen ryggen.
Et dyrskue er en politisk ukorrekt omgang, og det er dejligt befriende. Jeg har talt med atomkrafttilhængere, højrefløjspartier, jægere og naturligvis landmænd. Jeg har også talt med hippier og klimabevidste folk, for det lader til, at alle lejre er repræsenteret på Landsskuet – og det er faktisk ret fint. Her er højt til loftet, og samfundets og de sociale mediers polarisering lader til at være blevet uden for porten.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på det forunderlige i, at de politisk korrekte holder fest på Roskilde Dyrskueplads, mens deres diametrale modsætninger mødes på dyrskuepladsen i Herning. De progressive og de produktive. To universer, der lige nu virker uendeligt fjernt fra hinanden.
Jeg ved faktisk ikke, om Roskildegængeren ville have det sværere på Landsskuet end omvendt, men jeg ved, at vedkommende sikkert vil blive mødt af åbne – men nok korslagte – arme her i Herning.
Landsskuet 2024 var en stor øjenåbner for mig - selvom jeg selvfølgelig også fik bekræftet et par fordomme. Det er en helt anden verden, der åbenbarer sig på den anden side af byskiltet – og den er sgu også meget god.
Tilmelding til nyhedsbrev
