SAGRO bliver medejer af AgroMarkets a/s

Udgivet d. 29-03-2017

SAGRO bliver en af i alt 17 ejere af analyseinstituttet AgroMarkets, der er målrettet danske landmænd.

- Vi gør  AgroMarkets mere officiel og omdanner det til et aktieselskab med tæt kontakt til ejerkredse, siger bestyrelsesformand for det nye AgroMarkets A/S, Louise Helmer.  På den måde får ejerne større engagement til det, der gennem 14 år har været et koncept under SEGES. AgroMarkets’ analytikere leverer jo viden og rådgivning, der er værd at agere efter. Og efter 14 år som projekt er behovet vist bevist, så nu styrker vi indsatsen, siger hun.

- Det er en spændende udfordring, for det er første gang, at så mange i princippet konkurrerende virksomheder i fællesskab vil skabe fokus på risikoafdækning og råvarehandel. Det er supervigtigt, at vi tør dele denne specialviden med hinanden. Det kan virkelig flytte noget og øge danske landmænds chancer for at overleve og udvikle sig, siger Louise Helmer.

Torben Aamand er ansat som direktør i det nye selskab. Han er tidligere AgroMarkets konsulent og virksomhedsrådgiver og har derfor et naturligt kendskab branchen. Hans første opgave bliver sammen med medarbejderne at rulle det nye forretningskoncept ud.

- Og så handler det om, at vi får involveret de lokale rådgivere i at bruge den specialviden, der ligger hos AgroMarkets. Den har den enkelte landmand i høj grad brug for på markeder, hvor priserne går op og ned som aldrig før. Når vi er så mange, der går sammen, har vi en fantastisk chance for at gøre opmærksom på AgroMarkets som et ekstremt vigtigt rådgivningsorgan for landbruget, siger Torben Aamand.

Fremover vil danske landmænd også opleve, at deres rådgivere bliver meget mere proaktive med hensyn til at involvere AgroMarkets’ specialviden.

AgroMarkets

AgroMarkets har ca 2.000 abonnementer og mere end 5.000 landmænd og rådgivere som flittige brugere af de analyser og anbefalinger, som en stab af uvildige råvare- og finansanalytikere leverer dagligt på agromarkets.dks om blandt andet korn, oliefrø, energi, mælk og renter.

Aktionærerne
Bag AgroMarkets a/s står Agri Nord, Agrovi, Centrovice, Kolding Herreds Landboforening, Landbo Limfjord, LandboNord, LandboThy, Landbrug & Fødevarer, Landbrugsrådgivning Syd, Landwirtschaftlicher Hauptverein Fyr Nordschleswig (LHN), Lemvigegnens Landboforening, LMO, Odsherreds Landboforening, Patriotisk Selskab, SAGRO, Sønderjysk Landboforening og Vestjysk Landboforening.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere