Udgivet d. 21-03-2018
Hvis du ikke har brugt pesticider, kan en telefonopringning eller en mail inden 9. april stoppe rykkerskrivelserne.
Miljøstyrelsen har de seneste dage udsendt rykkerskrivelser vedr. indberetning af sprøjtejournaloplysninger for planperioden 2016/2017 i SJI-systemet.
Rykkerne er udsendt til jordbrug og gartnerier på grundlag af lister, som Miljøstyrelsen har modtaget fra Landbrugsstyrelsen, Dansk Gartneri m.fl.
SEGES har i den anledning hørt fra en lang række landmænd og konsulenter, som undrer sig over, at rykkerskrivelserne i mange tilfælde er udsendt til virksomheder, som enten ikke længere er aktive, ikke bruger pesticider (og derfor heller ikke tidligere har indberettet forbrug i SJI-systemet), som har bortforpagtet jorden, eller som af andre årsager ikke mener, at de er pligtige til at indberette deres forbrug.
NemID for Erhverv er ikke nødvendig
Hvis man falder inden for disse grupper, kan man enten logge sig ind i SJI-systemet via www.mst.dk eller www.landbrugsindberetning.dk med sit NemID for Erhverv, og dokumentere, at man ikke anvender pesticider. Så vil man ikke blive rykket for indberetning fremover.
Imidlertid har mange af de berørte personer ikke noget NemID for Erhverv. Derfor tilbyder Miljøstyrelsen, at man via telefon eller e-mail kan gøre opmærksom på, at man ikke har noget pesticidforbrug, som skal indberettes.
Man kan henvende sig til Miljøstyrelsens Informationscenter på telefon 7254 4466 (telefontid mandag-torsdag kl. 9:30 - 16 og fredag kl. 9:30 - 15), eller sende en e-mail til info@mst.dk. Man skal som minimum oplyse sit navn og CVR-nummer samt begrundelsen for, at man ikke skal indberette sprøjtejournaloplysninger.
Læs mere om indberetning af sprøjtejournal, herunder hvilke virksomheder, som har pligt til at indberette, på Miljøstyrelsens hjemmeside
Sluttelig kan det nævnes, at Miljøstyrelsen har udskudt fristen for indberetning af sprøjtejournaloplysninger for planperioden 2016/2017 til den 9. april 2018. Det er sket, fordi den normale frist, den 31. marts, ligger i påskeperioden.
Tilmelding til nyhedsbrev