Udgivet d. 06-01-2021
Revenu er navnet på et helt nyt - og alligevel erfarent - revisionsfirma i det midt- og vestjyske.
Pressemeddelelse:
Med base i Holstebro, Herning, Billund og Esbjerg vil de 20 ansatte løse opgaver for små og mellemstore virksomheder.
- Mange af de større revisorvirksomheder jagter de større kunder. Vi vil gerne være den virksomhed, der også giver de mindre - ofte ejerledede - virksomheder en god og personlig rådgivning og service, siger administrerende direktør Thomas Tinghøj, der selv har flere års erfaring fra branchen.
Revenus fire afdelinger holder til hos medejeren, rådgivningsvirksomheden SAGRO.
- SAGRO har fokus på landbrugskunder og har derudover betjent kunder i en række øvrige erhverv. Med Revenu kan vi sætte fuldt fokus på det behov for service og rådgivning, som de små og mellemstore ejerledede virksomheder typisk har, forklarer Thomas Tinghøj og fortsætter:
- Vores mission er, at vi vil give virksomhedernes ejere muligheden for at koncentrere sig om det, som er vigtigt for dem. Måske vil de slippe for det administrative, fordi de vil have mere tid sammen med børnene eller kæresten. Måske kan de bedre få tid til at udvikle deres virksomhed. Tænke strategisk. Lave opsøgende salg.
En ny generation af ledere
- Der er en ny generation af iværksættere og ejerledere på vej, som også vægter andre værdier end deres arbejde, og de vil bedre kunne få tid og overskud, hvis de overlod dele af deres opgaver til sådan nogle som os, vurderer Thomas Tinghøj og tilføjer, at det vil være oplagt for Revenu - med den indsigt, medarbejderne får i virksomhederne - samtidigt at rådgive omkring strategi.
- I kraft af vores størrelse kan vi få en tæt relation med vores kunder, samtidig med at vi kan trække på et større team af kolleger. Desuden har vi et bagland i de huse, vi bor i, hvor vi kan hente specialiseret bistand inden for blandt andet jura, HR, løn og skat, konstaterer Thomas Tinghøj.
Læs mere på den nye hjemmeside revenu.dk
I spidsen for Revenu står adm. direktør og revisor Thomas Tinghøj (t.v.) samt direktør og registreret revisor Jens Elkjær Larsen.
Navnet Revenu er valgt på baggrund af det engelske ord Revenu, der betyder omsætning.
Samtidig smager det en smule af ordet revision, ligesom ”nu’et” i navnet handler om at være aktuelle og i høj grad til stede for kunderne.
Tilmelding til nyhedsbrev