På fode igen efter tvangsauktion

- Jeg endte med at smide håndklædet i ringen. Og lige dér troede jeg sgu ikke ret meget på mig selv. Men min vigtigste lære er, at selvom man mister gården og hele sin identitet, så er der et liv bagefter.

Daniel Tornvig gør status i dag. Det er hans 42-års fødselsdag, og med et stort klarsyn kigger han tilbage på sig selv, da han som 23-årig havde fuld fart på og hovedkulds købte gård med stort stuehus og fin beliggenhed.

- Blåøjet var jeg. Det var i 2004, og man kunne låne til hvad som helst. Men da finanskrisen ramte, var småpartier af slagtesvin pludselig værdiløse, for ingen gad hente dem.

På det tidspunkt havde han udviklet den oprindelige besætning med 140 søer med slagtesvin til 250 søer og salg af slagtesvin og smågrise. Men der var intet at stå imod med, da de dårlige tider ramte.

Personligt nederlag
Det konstante økonomiske pres gav kronisk ondt i maven. Bekymringen for de næste regninger, som ikke kunne betales, gnavede. 

For Daniel var det en lille absurd episode, der til sidst fik ham til at aflevere nøglerne til kreditforeningen. Han og Anni og de 3 børn havde endelig taget fri og lånt et sommerhus et par dage. Børnene ville gerne have is, men der var ikke råd til at købe is i isboden. De måtte dele en liter billig 3-farvet is og nogle vafler.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte: Nu vil jeg ikke mere.

Det personlig nederlag gik ikke sporløst hen over Daniel. 

- Jeg var konstant stresset. Du går jo i alarmberedskab 24/7 og det gik ikke over, heller ikke i den tid jeg passede gården, mens kreditforeningen havde den i brugelig pant. 

 

 

Dybt taknemmelig
Lige inden tvangsauktionen kom der et jobtilbud, som Daniel den dag i dag er dybt taknemmelig for.

Ib Lauritsen, der nu er borgmester i Ikast-Brande, var dengang landmand og havde et samarbejde med en større svineproducent, som manglede en driftsleder til en sogård med 600 grise.

Her fik Daniel arbejde, og her oplevede han den faglige oprejsning, han havde brug for, da det på to år lykkedes at øge antallet af grise pr. årsso fra 23 til 30.

Privat var familien Tornvig begyndt på en 5-årig gældssanering og flyttet ind i en lejebolig. Daniel fik efter nogle år et nyt job som driftsleder hos en landmand, der gav ham frie tøjler og lod ham styre bedriften, som om det var hans egen. Han gav ham også lov til ved siden af at leje en stald, hvor Daniel helt privat og i fritiden kunne færdigfede 2.000 slagtesvin. Det var i 2017.

- Tanken var egentlig bare, at jeg gerne ville skaffe til udbetaling på et hus, fortæller Daniel.

Ny startkapital var der intet af. Da Daniel lejede stalden hos Bjarne Vedel, havde han kun 17.000 kr. i feriepenge at stå imod med. Men Bjarne satsede på Daniel, og Tican gav en merpris til nyetablerede leverandører, og det hjalp Daniel i gang.

 

Den dag jeg overtog gården som 23-årig, havde jeg en kæmpe lykkefølelse. Det havde jeg også, den dag vi tog derfra – men det var af lettelse. Daniel Tornvig

Ny forretningsmodel – uden gældsbyrde
Siden har det udviklet sig til en ny forretningsmodel, hvor Daniel har lejet stalde 3 forskellige steder og nu producerer op mod 20.000 slagtesvin om året.

Han fik så meget blod på tanden, at han i 2019 kvittede jobbet som fodermester og på ny blev selvstændig.

- Alt det landbrugsfaglige er fuldstændig, som hvis jeg selv ejede en ejendom – men denne her gang har jeg bare ingen gældsbyrde.

En kassekredit har Daniel nemlig ikke. Når man har været nede og vende, er der ingen, der vil låne dig penge.

- Men egentlig er det paradoksalt. I virkeligheden ville det være mere sikkert at låne mig penge i dag, end dengang banken lånte flere millioner til mig som 23-årig, funderer han.

I dag er hans produktion i lejede stalde ikke kun hans egen levevej. Siden Anni sidste år blev sagt op, da bagerbutikken, hun arbejdede i, blev solgt, har hun været sammen med Daniel om at passe grisene.

Dagligt tilbringer de halvanden time i bilen undervejs mellem de tre stalde, der ligger temmelig spredt. Tiden bliver ikke spildt, for i bilen spiser de madpakkerne på farten.

Økonomien er god
I 2019 købte Daniel og Anni et parcelhus i Isenvad - for det går godt økonomisk.

- Vores produktion giver en rigtig god årsløn – og lidt til, slår Daniel fast, så han er godt tilffreds.

Han undrer sig over, at der ikke er flere, der gør som ham eller forpagter en ejendom, så risikoen er begrænset. Hvorfor er folk så forhippede på at eje deres egen gård?

- Selv om man er pissegod til at passe 1.000 køer eller 500 søer for andre, så er det ikke ensbetydende med, at man magter de 117 andre ting, der også tager tid, når man får sit eget.

Daniel og Anni kører hvert år over 60.000 kilometer i den lille Citroen C3. Indtil videre er det blevet til 278.000 kilometer, og det er Daniels plan at bilen i hvert fald skal køre 400.000 kilometer før den skiftes. Hidtil har der ikke været problemer med den lille bil.