Økonomiske udsigter: Der er grund til optimisme for dansk landbrug i 2025

Udgivet d. 30-12-2024

Søren Hansen, der er driftsøkonom ved SAGRO, mener, der er grund til at tage de positive briller på, når det gælder de økonomiske forventninger til 2025.

 

 

Produktionslandbrugene er i fuld gang med budgetlægningen for 2025, og SEGES’ seneste prognoser for afregningspriserne giver landmændene indsigt i de økonomiske rammer, der forventes for det kommende år.

Prognoserne viser positive takter for mælk, smågrise og kartofler, og med lavere forventede renteudgifter tegner det et positivt økonomisk billede for økonomien i 2025.

Afregningspriser og bytteforhold
SEGES’ opdaterede prisprognoser tyder på stabilitet og enkelte prisstigninger i 2025, specielt inden for mælk og smågrise, hvilket giver en stabil indtjeningsramme. Samtidig forventes bytteforholdet at forblive højt, især støttet af de stærke afregningspriser på mælk og fabrikskartofler. Denne stabilitet i bytteforholdet bidrager til indkomsten og skaber et solidt fundament for landmændene, selvom markedet stadig er præget af usikkerhed.

Mælk, grise og oksekød
For mælkeproducenterne forventes stabile priser på et relativt højt niveau støttet af stigende realløn hos forbrugerne og lavere renter. Grisekødspriserne vil muligvis falde en smule i 2025 på grund af stigende EU-produktion, og det kan udfordre dansk konkurrenceevne. Samtidig er smågrisepriserne stabile med en forventet lille nedgang, dog stadig understøttet af høj efterspørgsel i Tyskland og Polen. Priserne på oksekød forventes at stabilisere sig i 2025 efter et par år med prisfald.

Afgrøder og omkostninger
Afgrødemarkederne forventes at opleve en svag prisstigning på grund af en reduceret global kornbalance og usikkerhed i forsyningskæden. Kartofler forventes at holde 2024-niveauet, mens rapspriserne kan stige lidt.
Omkostningerne til energi og foder vil fortsat være høje, mens priserne på diesel og gødning ventes at stabilisere sig på et lavere niveau.

Renter og investeringer
Rentenedsættelser fra ECB ventes at reducere landbrugets låneomkostninger i 2025, hvilket kan skabe muligheder for nye investeringer og styrke produktionslandbrugets økonomiske fundament. I det seneste år er der sket en vis nedslidning af produktionsapparatet, og behovet for investeringer og moderniseringer i mange staldanlæg er derfor påtrængende mange steder. Landbrugsvirksomhedernes solvens er øget gennem de seneste år. Dette bevirker sammen med gode indtjeningsforhold, at muligheden for at opnå lån og kreditter er forbedret væsentligt.

Fremtidsperspektiver
De kommende år byder på udfordringer og muligheder. Især i forhold til miljø og bæredygtighed synes vilkårene fortsat at være uafklarede. Emner som drikkevandsbeskyttelse og kvælstofreduktion vil dog helt sikkert få større betydning i fremtiden. De økonomiske udsigter for 2025 giver dog et positivt udgangspunkt for såvel nyinvesteringer og tilpasninger.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Søren Hansen Søren Hansen Driftsøkonom 96 29 67 56 20 29 71 58


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere