Udgivet d. 18-12-2019
Direkte såning af korn og majs bliver stadig mere udbredt
Direkte sået majs titter op af en tæt afgrødemasse. Sådan ser det ud, når det lykkes.
Direkte såning stiller helt nye krav til planteavleren. Uanset om metoden er strip-till (grubbesåning) eller no-till (kun såskær), så skal der gøres grundige forberedelse for at få det til at lykkes.
Og det går jo ikke altid som planlagt!
Har man udfordringer med ukrudt i sine marker, er det vigtigt at målrette sædskiftet, så det giver så effektiv en bekæmpelse af ukrudtet som muligt. Er det jordstrukturen, der ikke er optimal, skal maskinvalg og efterafgrødesammensætning have fuldt fokus. Hvilket er en udfordring i sig selv, for inden man kan få plads til de efterafgrøder, der er ideelle i forbindelse med direkte såning, skal man efterkomme kravene om husdyrefterafgrøder, MFO-efterafgrøder og pligtige og målrettede efterafgrøder, forklarer Kasper Kjær, planterådgiver i SAGRO.
Han mener, at en erfagruppe kan være det helt rette forum at få evalueret sine erfaringer i. Hvad gik godt, og hvad gik skidt – og hvordan kommer vi bedre af sted næste år? Netværk og videndeling er en af nøglerne til succes, og derfor efterlyser Kasper Kjær medlemmer til en ny erfagruppe om direkte såning.
Lær af andre
En af de oplagte fordele ved direkte såning er sparet tidsforbrug. Går man fra et pløjet system til et direkte system, ligger der en tidsbesparelse på 30-50 minutter pr. ha alene på etablering af afgrøde.
Da direkte såning er afhængig af et sundt sædskifte og en sund jord, oplever flere, at behovet for skadedyrsbekæmpelse falder, og at det også er muligt at komme billigere om ved ukrudtssprøjtning i majs.
Kasper Kjær har eksempler:
Tommy Nielsen fra Hejnsvig kunne i 2018, takket være en meget kraftig efterafgrøde, klare hele ukrudtsbekæmpelsen i sin majsmark ved at nedvisne efterafgrøden i forbindelse med majssåning - og altså undgå at bruge mere tid eller planteværn på ukrudtssprøjtning af majsen det år.
I efteråret 2019 har Morten Bjerre Nielsen fra Sørvad sået en del hvede direkte i frøstubben, og belært af erfaringerne fra SAGROs sådemo hos ham sidste år, er maskinvalget og strategien optimeret, så eneste ukrudtsbehandling indtil nu har været nedvisning af frøstubben lige før såning. Hvedemarkerne fremstår nu meget ensartede, meget farbare, og der er bestemt ikke behov for yderligere indsats mod ukrudt her i efteråret.
Ikke traditionel erfagruppe
SAGROs nye erfagruppe med fokus på direkte såning, bliver ikke en klassisk erfagruppe, der mødes nogle gange i sæsonen og diskuterer planteværnstrategier.
Gruppens er målrettet direkte såning og mødes 2-3 gange årligt, typisk forår og efterår. Emnet til kommende sæson vil være brug af efterafgrøder og companion cropping (samdyrkning af afgrøder). Det kan også være studieture i ind- og udland, hvis det vurderes at kunne bidrage med vigtig viden i udviklingsarbejdet.
Har du lyst til at deltage i en erfagruppe om direkte såning, kan du kontakte Niels Holmgaard eller Kasper Kjær Jensen.
En gruppe bliver etableret ved minimum 8 deltagere.
Tilmelding til nyhedsbrev