Netop nu: Kort ventetid på jordprøver

Udgivet d. 21-08-2023

Mange undervurderer vigtigheden af regelmæssigt at få lavet jordprøver. Det kan koste udbytte. Netop nu har SAGRO kort ventetid til dem, der ønsker jordprøver.

Jordprøveteamet hos SAGRO udtager ca. 50.000 jordprøver om året, og sikrer derved, at landmænd får et uvildigt og korrekt grundlag for at kalke og gødske, så marken opretholder sit udbyttepotentiale.

- Hos SAGRO udmærker vi os ved at have et dedikeret jordprøveteam, der stort set ikke laver andet. Denne model giver os en hurtig reaktionstid, hvilket vores kunder sætter stor pris på, siger Klaus Hvas Sørensen, der er chef for Planter og Miljø hos SAGRO.

En stor del af værdien ved at udtage jordprøver er at få belyst, om områder i marken har større mangel på næringsstoffer end andre. I mindre områder i marken kan væksten være dårligere end på resten af arealet og dette kan evt. være et tegn på lavt reaktionstal og dermed større mangel på kalk end resten af arealet.

- Selv i marker, hvor det gennemsnitlige reaktionstal er passende, vil der ofte være mindre områder, hvor reaktionstallet er alt for lavt. Dette får man kun afdækket ved at udtage GPS-jordprøver, siger Vivi Ernstsen, der er planterådgiver hos SAGRO.

SEGES har lavet en analyse på markniveau på et stort antal GPS-jordprøver for at få afdækket, i hvor stor en procentdel af marker man finder et reaktionstal under 5,5. Undersøgelsen viste at selv i marker med et passende Rt-gennemsnit, svarende til almindeligt udtagne jordprøver, findes en overraskende stor andel enkeltprøver med RT under 5,5.

- Et område med meget lave reaktionstal kan få stor betydning for følsomme afgrøder, som bl.a. vårbyg, foderroer og lucerne. På sandjord bør reaktionstallet ikke være under 6,0-6,2 for følsomme afgrøder, siger hun.

Udover at reaktionstallet kan være for lavt for visse afgrøder, har et for lavt reaktionstal også indvirkning på tilgængeligheden af visse kritiske næringsstoffer.

Det er altid en god ide at kontakte sin planterådgiver for vejledning inden man selv udtager jordprøver, så man får det gjort rigtigt. Jordspyd, følgeseddel og poser til at indsende jordprøverne til laboratoriet fås ved henvendelse i SAGROs huse. Hvis man vil have SAGRO til at udtage jordprøverne, eller høre nærmere om GPS-jordprøver, kan man kontakte sin planterådgiver.

 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Thomas Poulsgaard Lauridsen Thomas Poulsgaard Lauridsen Jordprøveansvarlig 96 29 66 38 26 29 33 67


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere