Mareridtsdage på minkfarmen

IKAST - Flagene gik på halv stang hos minkavlere landet over torsdag den 5. november. Dagen efter at den brutale besked om aflivning af alle landets mink chokerede alle i branchen.
Også hos Jens Ingemann Feldbak blev der flaget på halv.
Jeg fanger ham på telefonen, og vi snakker sammen, mens han systematisk tager mink efter mink ud til aflivning. Også de dyrebare avlsdyr, som er hans stolthed, og som er grundlaget for, at han de seneste år har ligget blandt de fem procent bedste på Kopenhagen Furs hitliste. Hans skind har opnået merpriser, og han har haft indtægter ved at sælge avlsdyr til kolleger.
Nu er det slut.
Selvom coronasmitten aldrig nåede hans besætning.
- Mine dyr er raske, så for mig er der kun én ting at gøre, og det er hurtigst muligt at få aflivet dyrene, så de kan blive pelset og indbringe en pris. Allerede i går, da vi fik beskeden, fik vi de første 1.600 klaret, fortæller han sammenbidt. 9.500 dyr skal aflives.
Hans kone har lukket sin frisørsalon for at hjælpe til. Selv børnene på 7 og 10 hjalp forældrene med at lukke ned for fars livsværk.
- Vi har jo ikke kunnet holde det skjult for dem. Men det værste var at fortælle dem det… de har jo også selv haft deres egne mink. Det økonomiske grundlag for vores familie er revet væk. Det er altså voldsomt.
- Havde vi bare kunnet redde nogle af avlsdyrene, sukker han.
Allerede i oktober kom en lejet hal nogle kilometer væk ind under sikkerhedszonen for en smittet farm, og Jens Ingemann måtte aflive knap 2.000 mink. Han frygtede smitte på hovedfarmen, men en total nedlukning havde han ikke forestillet sig.

Et liv med mink
7 år som minkavler blev det til, men han havde drømt om et helt liv med mink. Og forestillet sig, at farmen gik videre til næste generation.
- Økonomisk er det hårdt. Når vi ikke har været i branchen så længe, har vi ikke som de ældre nået at have år, hvor der blev tjent gode penge, siger han. Det er en trøst, at han har bygget farmen op ved at købe billigt og brugt inventar, men selvfølgelig bekymrer han sig om, hvordan han skal forrente og tilbagebetale farmen. Men mest uhyggeligt er det, at det er en hel branche og dens følgeindustri, der har fået dødsstødet.
- Jeg frygter, at der er alt for mange, der får for lidt i erstatning. Og hvor hurtigt mon de udbetaler pengene?
Selv havde han ingen plan B, da katastrofen ramte. Allerhelst vil han sætte mink ind på farmen igen om et år, hvis der kan skaffes gode avlsdyr fra Norge, Island eller måske Polen.
- Det er vel ikke så mærkeligt, at man gerne vil fortsætte med dét, man er god til.

Mistroen nager
Jens Ingemann er som sine kolleger plaget af en stor skepsis til hele regeringens håndtering, og har en dyb mistro til mange af de eksperter, regeringen har lyttet til.
- Eksperterne er uenige – så har regeringen overhovedet taget den rigtige beslutning? Havde alt set anderledes ud, hvis de først ramte farme var blevet totalt isolerede? Reagerede regeringen for sent?
Det er den pinagtige tvivl, Jens Ingemann Feldbak tumler med, mens døde dyr i stakkevis landet over ryger i containere.
Om få dage bliver der tomt og stille. Så skal farmen gøres rent, og derefter er alt uvist.