Udgivet d. 15-03-2019
Finansminister Kristian Jensen havde ros til landbruget på Herning Ikast Landboforenings generalforsamling
Finansminister Kristian Jensen (V) roste landbruget for den rolle, erhvervet har haft for Danmarks udvikling og for den vigtige rolle, som fødevareklyngens eksport på 160 milliarder kroner spiller for Danmarks økonomi.
Kristian Jensen glædede sig over den rapport, som Københavns Universitet udkom med tidligere på ugen, som slog fast, at danske landmænd er de bedste til at producere og skabe værdi.
- Mindre godt er det, at danske landmænd har de ringeste rammevilkår i Europa, erkendte ministeren, der påpegede, at landbruget er en afgørende faktor, som strækker sig videre end den økonomiske dimension i forhold til den bondekultur, som landbruget er rundet af.
- Det handler om frihed og fællesskab. At kunne løfte sig selv og sine børn og skabe en bedre verden, sagde Kristian Jensen. Det er det Danmark, som jeg vil have.
Brug for udlændinge
Kristian Jensen slog fast, at vi i Danmark har brug for udenlandsk arbejdskraft. Omkring 250.000 er der på det danske arbejdsmarked, hvor beskæftigelsen er høj i disse år.
- Uden dem ville det være svært at holde virksomheder, landbrug og servicesektoren i gang, ligesom de er med til at holde gang i vores lokalområder. De, der kommer her for at arbejde, gør Danmark rigere, sagde han.
Mens Danmark er godt rustet rent økonomisk, er der faktorer ude fra, som også kan betyde en opbremsning af dansk økonomi, sagde han.
Ud over den svage italienske og franske økonomi, er det stykke absurd teater, der foregår i England omkring Brexit også en faktor, der vil påvirke dansk økonomi.
- Hvis det bare havde været en tv-serie man kunne slukke for, så ville det være meget underholdende, men det er blodig alvor, og det er noget, der rammer dem selv i nakken, sagde Kristian Jensen, der – citerede EU-forhandler, Sabine Weyand , for at de engelske afstemninger ”Svarer til, at Titanic stemte for, at isbjerget skulle flytte sig”.
- Det er englænderne, der skal finde ud af, hvad de vil, slog han fast.
Er klimaet et problem for regeringen?
Under spørgsmålsrunden ville tidligere amtsborgmester Knud Munk Nielsen vide, om klimaet er problem for regeringen.
- Der er nogen, der har bygget en historie op om at landbruget er den store klimasynder, og at det vil være bedre at lukke dansk fødevareproduktion. Men vi skal huske, at vi i Danmark er langt bedre til at producere med en reduceret klimabelastning, så det vil være en dårlig forretning for miljøet.
Han glæder sig over, at både Arla, Danish Crown og også Landbrug & Fødevarer har meldt ud med klare klimamål.
Finansminister Kristian Jensen (V) roste landbruget for den rolle, erhvervet har haft for Danmarks udvikling og for den vigtige rolle, som fødevareklyngens eksport på 160 milliarder kroner spiller for Danmarks økonomi.
Tilmelding til nyhedsbrev