Kirsten fik historisk kongelig anerkendelse for lang og tro tjeneste ved SAGRO

Udgivet d. 10-09-2024

Kirsten Gorm Pedersen er blevet tildelt Den Kongelige Belønningsmedalje efter 43 års ansættelse i SAGRO. Det blev markeret ved en reception, hvor adm. direktør Torben Jensen overrakte hende den flotte medalje.

 


Der er løbet meget vand gennem åen, siden Kirsten Gorm Pedersen den 1. juli 1980 begyndte som regnskabselev ved det, der dengang så mundret hed Ribe Amts Vestre Landboforeningers Regnskabskontor i Varde.

Ikke alene er arbejdet er skiftet fra blyant og papir til komplekse IT-løsninger, men der er også blevet skiftet ud på tronen i Danmark.

Derfor var det en historisk dag, da Kirsten Gorm Pedersen i SAGROs lokaler ved Esbjerg blev hyldet for lang og tro tjeneste.

Hun valgte i januar i år at gå på pension efter 43 års ansættelse, og hendes chef Torben Lillegaard Nielsen indstillede hende til Den Kongelige Belønningsmedalje, og den har hun nu fået overrakt af SAGROs adm. direktør Torben Jensen.

- Der er SAGRO-medarbejdere før dig, der har fået medaljen, men denne her er historisk. Nu er det nemlig ikke en dronning men en konge, du kan komme i audiens hos. Det har vi ikke prøvet før, sagde Torben Jensen bland andet i sin tale til Kirsten Gorm Pedersen.

Det kræver enten 50 års uafbrudt ansættelse i samme virksomhed eller selskab for at kunne blive indstillet til medaljen, dog mindst 40 år, hvis indstillingen indsendes i umiddelbar forbindelse med fratrædelse.

Sammen med belønningsmedaljen følger muligheden for en audiens hos Kong Frederik, en mulighed som Kirsten Gorm Pedersen gav udtryk for, at hun ville gribe med glæde.

Medaljen blev overrakt og markeret i et mindre lukket selskab med Kirsten Gorm Pedersens tidligere kolleger i kantinen ved SAGRO ved Esbjerg, og på bordet var der kaffe og – naturligvis – medaljer.

 

 

 

Fra indstillingen til Den Kongelige Belønningsmedalje:

” Kirsten arbejder altid med stor præcision og sikkerhed i sit arbejde og er meget vellidt blandt kunder og kollegaer. Hun er gennemgående det, som man vil kalde ”bundsolid” og meget pligtopfyldende. Derudover skal fremhæves hendes venlige og tålmodige væsen, som gør, at hun er meget omgængelig.

Derfor har hun igennem hele sin lange ansættelse været til stor gavn og glæde for kunder og SAGRO.

Kirsten er, som det fremstår af ovenstående en meget stabil og trofast kollega, som igennem tiden har hjulpet rigtig mange landmænd med regnskabs og administrative opgaver.

Vi giver derfor Kirsten Gorm Pedersen vores bedste anbefaling.”


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere