Udgivet d. 21-03-2025
Det kan blive dyrt, hvis man "dumper" i Danish-kontrollerne.
I sommeren 2023 kom der en ny version af Danish Produktstandard, hvilket medførte at kontrollen blev skærpet – og nu kører anden runde af kontrollerne, og det kan få konsekvenser for landmænd, der ikke følger op på tidligere bemærkninger. Det fortæller Pernille Elkjær fra Svinerådgivningen, som opfordrer til at have styr på reglerne, før kontrollen banker på.
- Det nye var, at man nu kunne risikerer at blive pålagt et rådgivningsforløb. Det indebærer tre rådgivningsbesøg inden for seks måneder – og det skal handle om netop det punkt, man har fået kritik for, forklarer Pernille Elkjær.
Besøgene må foretages af en rådgiver efter eget valg – dog ikke af besætningsdyrlægen. Ifølge Elkjær er det vigtigt at tage bemærkninger alvorligt, da der kommer skrappere sanktioner i spil, hvis man ved genbesøg får bemærkninger på den samme kategori som sidste gang.
- Man kan faktisk blive suspenderet fra ordningen, hvis man ikke får rettet op. Det betyder, at certifikatet bliver taget fra én – og uden det kan man hverken eksportere smågrise eller levere slagtesvin. Det kræver en ny opstart, som man selv skal betale for, siger hun.
For landmænd, der er i tvivl om reglerne, anbefaler Elkjær, at man orienterer sig via Danish Produktstandard online, hvor både kontrolvejledningen og de mulige sanktioner fremgår i detaljer.
Eller man kan give sin rådgiver et kald.
Tilmelding til nyhedsbrev