Fleksjobbere hjælper professionelt med IT-udfordringer

Udgivet d. 15-04-2022

Når Carsten går hvileløst rundt for at løse en kundes problem, sker det i kørestol

Carsten Hansen og Lars Gammelgaard trives både med arbejdet, kollegerne og med at være to flexjobbere på samme arbejdsplads.


Lars Gammelgaard har interesseret sig for IT så længe han næsten kan huske. I dag er IT også blevet hans levevej. Men vejen til jobbet har været kringlet.

- Jeg lider af en mave/tarmsygdom, der er kronisk. Det betyder blandt andet, at jeg aldrig kan sove en hel nat, og derfor er det svært at have et almindeligt arbejde, fortæller Lars.

Det er flere år siden, han blev godkendt til at have fleksjob, men det blev kun til småjobs, og i seks år har han stort set gået hjemme hver dag.

Lige indtil han for nogle måneder siden blev tilknyttet Jysk IT som supportmedarbejder.

- Det har gjort en kæmpe forskel for mig, siger Lars og smiler. Hver dag arbejder han tre timer.

- Jeg er træt, når jeg kommer hjem, men jeg ville ikke på nogen måde undvære arbejdet.

For et par måneder siden fik han følgeskab af Carsten Hansen, der blev firmaets anden fleksjobber. Carsten sidder i kørestol blandt andet som følge af skader, han pådrog sig ved fødslen og som konsekvens af en operation, han gennemgik som spæd.

- Jeg arbejder langsommere end andre, siger han. Carsten har fået en grundlæggende IT-uddannelse, og var egentlig i fleksjob et andet sted – men et sted, hvor han ikke var helt tilfreds.

- Jeg spurgte kommunen, om de måske havde en anden mulighed. Og det havde de. Jysk IT søgte på det tidspunkt en fleksjobber. Jeg kom til samtale og blev ansat, fortæller Carsten Hansen, der hver dag arbejder fire timer som supportmedarbejder for landbrugskunder.

- Vi ser ikke på Carsten, som en, der er anderledes end os andre. Den eneste forskel er, at når han går hvileløst rundt, er det i kørestol, griner Lars Gammelgaard.

Lærer hele tiden

IT er én ting, IT til landbrug kan være en del mere indviklet. For hvordan er det lige styringen til et foderanlæg virker? Eller en malkerobot?

- Selvfølgelig er der meget, vi skal lære, fortæller Carsten, der arbejder med landbrug.

- Men arbejdsmiljøet her er sådan, at vi altid bare kan spørge og få et godt svar. På den måde lærer man hele tiden. Og der er jo mange ting, man ikke kan lære på en skole.

Samarbejdet gælder også i betjeningen af kunderne. Hvis der er kø på linjen, kan en af de medarbejdere, der normalt for eksempel arbejder med dyrlæger, godt hjælpe en landbrugskunde.

Lars arbejder især med de kunder, der er tandlæger.

- Jeg ville gerne arbejde med mere indviklede ting omkring for eksempel serverløsninger. Det fik jeg lov til efter et par måneder, fortæller han.

Hellere på arbejde end hjem

Covid-19 har betydet, at der har været en hel del dage med hjemmearbejde. Det er ikke noget, Lars og Carsten er begejstrede for.

- Det betyder meget socialt at komme på arbejde hver dag. Det er her, vi har det sjovt og er sammen med andre, fortæller de to, der ellers kan klare langt de fleste opgaver fra hjemmekontoret.

- Vi har en arbejdscomputer med hjem, og selvom vi ikke har tre skærme som her, kan vi det meste. Vi kan altid chatte med en kollega, så vi hurtigt kan hjælpe den kunde, vi er i gang med, forklarer Lars.

- Men alligevel vil jeg meget hellere på arbejde, end jeg vil arbejde hjemmefra, understreger han.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere