Kaffe og glade kunder

Udgivet d. 15-04-2022

Jysk IT har flere ansatte med én opgave: At sikre tilfredse kunder

Britt Keinicke kan heldigvis godt lide kaffe.

Faktisk er en del af hendes job at drikke kaffe med Jysk IT's kunder. Ikke kun at drikke kaffe. Den nyansatte accountmanager er nemlig sammen med en kollega ansat til at sikre sig, at de eksisterende kunder har det godt, og at de får lige præcis de ydelser, de har brug for. Derfor er hun mindst et par dage om ugen på kundebesøg.

- Det gælder om at stille de rigtige spørgsmål, så jeg kan finde ud af, hvor der måske er IT-ønsker, der kan opfyldes bedre, end vi gør i dag, forklarer hun.

Hun har arbejdet med salg i næsten 20 år. I sin nye rolle hos Jysk IT handler det mere om at sikre tilfredse kunder end at finde nye.

- Jeg ringer til vores kunder og hører, om de er interesserede i at få besøg. Det er de fleste heldigvis, for vi har meget søde kunder, der har en enorm tillid til det ”drengene” laver, fortsætter Britt.

”Drengene” er de omkring 55 IT-konsulenter, hvoraf mange arbejder med blandt andet support- og IT-besøg ved landbruget.

 

Britt Keinicke

 

Anderledes krav

Normalt har sælgere krav om at levere en bestemt omsætning hver måned.

Sådan er det ikke for Britt.

- For os gælder det først og fremmest om at sikre, at vi har tilfredse kunder.

Kundechef Jeanette Schwartz Villadsen supplerer:

- Når vores account-managere er ude, skal de sørge for, at vores kunder husker os – også den dag, de skal bruge en ny computer eller en printerpatron, så de køber den hos os med den gode service og ikke på nettet, siger hun.

Mange steder er der brug for opgraderinger og tilpasninger.

- Vi har kunder, der stadig kører Windows 7, og som frygter at opgradere, fordi de er bange for, at de programmer, de for eksempel bruger til fodermaskinerne, ikke kan klare opgraderingerne. Der går vi så ind og overtager ansvaret. Vi står for hele opgraderingen af det komplette system på gården, forklarer Jeanette Schwartz Villadsen.

Andre kunder kører stadig internet over ADSL. Det er en teknologi, der kun tillader meget begrænset overførsel.

- Der tilbyder vi at stå for at undersøge muligheden for en fiberforbindelse, sikre at den bliver installeret og at det hele fungerer bagefter – bare bedre, er Britt og Jeanette enige om.

Landbrug, tandlæger og dyrlæger

Jysk IT startede i 1985 med at servicere landbrug på IT-området. Siden er der sket en masse med både Jysk IT og IT i almindelighed. I dag er der ansat 55 medarbejdere i firmaet, som er en selvstændig forretning under SAGRO, og kundekredsen er udvidet markant med især dyrlæger og tandlæger, men også maskinstationer og entreprenører.

- Jeg ser mange yderligere vækstmuligheder, og jeg er helt sikker på, at om fem år er vi større, konstaterer Jeanette Schwartz Villadsen.

En af hendes opgaver er at sikre, at nye kunder bliver behandlet ordentligt.

- Selvfølgelig ville det være fedt med en stor kunde. Men vi skal kunne servicere kunden, så han eller hun er tilfreds, og så vi kan være vores arbejde bekendt. Kan vi ikke det, er det bedre at sige nej. Det har jeg faktisk været ude for at måtte gøre, og kunden var taknemmelig over, at vi var ærlige og gav opgaven videre, fortæller hun.

Udgangspunktet i Billund betragter Jeanette som perfekt: Midt i Jylland med mulighed for at besøge kunder i praktisk taget hele landet. Samarbejdspartnere og et enkelt satelitkontor sikrer, at kunder i hele landet kan få service meget hurtigt.

 

Jeanette Schwartz Villadsen


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere