Udgivet d. 06-11-2020
Foreningerne bag SAGRO opfordrer til at vise støtte til minkavlerne
Alle formænd i foreningerne bag SAGRO har torsdag deltaget i møde med Landbrug & Fødevarer og Kopenhagen Fur.
Landbrug & Fødevarer og Kopenhagen Fur har desværre ikke faglig evidens, der kan modbevise regeringens sundhedsmæssige beslutningsgrundlag om nedslagtning af alle mink i Danmark.
Med erhvervets medvirken er der en forventning om, at størstedelen af aflivningen kan ske i løbet af ca. 14 dage. Kopenhagen Fur er i dialog med sine medlemmer om at koordinere dette arbejde, så det kommer til at foregå på en etisk og sundhedsmæssigt forsvarlig måde.
Udvis medmenneskelighed
Det er en tragisk situation for minkavlerne, deres familier og ansatte, samt hele følgeindustrien. Det er forfærdeligt at se sit livsværk forsvinde. Vi vil derfor gentage tidligere opfordring om at udvise medmenneskelighed overfor de berørte.
Spørg ind til om du kan hjælpe med noget. Gå ikke i en stor bue udenom dem, der er ramt.
Erstatning til erhvervet
Når ens livsværk rives væk, vil tankerne om, hvordan avlerne og deres familie kommer videre, hurtigt dukke op. Ikke mindst det store spørgsmål omkring den økonomiske afklaring.
Landbrug & Fødevarer og Kopenhagen Fur arbejder benhårdt på at sikre en erstatning, som fuldt og helt sikrer den enkelte familie og hele følgeindustrien.
Der er brug for erstatning for de destruerede mink og alle de aktiver, der fra den ene dag til den anden er gjort total værdiløse. For med aflivning af alle vores mink har vi også aflivet et helt erhverv.
Direkte kontakt med berørte avlere
Midt i denne tragiske situation er vi også nødt til at tænke rationelt. SAGRO og alle SAGRO s foreninger har aftalt, hvordan vi bedst muligt får taget hånd om vores medlemmer og kunder. SAGRO´s medarbejdere er i gang med at kontakte avlerne.
Da det både er en økonomisk og menneskelig katastrofe, vil alle, der har behov herfor også uden omkostninger, kunne trække på den psykologiske rådgivning, som vi har i vores foreninger.
Lige nu oplever vi en stor forståelse for den helt ulykkelige situation, som minkbranchen er havnet i.
Foreningerne bag SAGRO hvor formændene kan kontaktes for yderligere informationer.
Sydvestjysk Landboforening – Niels Laursen, Ribe, Tlf. 5127 2215
Jysk Landbrug – H.C. Gæmelke, Vejen, Tlf. 2226 4290
Familielandbruget Vest Jylland – Lone Andersen, Lyhne, Tlf. 2148 0077
Herning-Ikast Landboforening – Sven Agergaard, Herning, Tlf. 4082 4488
Holstebro Struer Landboforening – Kristian Gade, Fåre, Tlf. 6176 8400
Tilmelding til nyhedsbrev